65 / 161
02
Aar 1896.
„Denne Gang gælder Sagen Vogn- og Beslagsmedene,
„næste Gang bliver Turen maaske til Maskinfabrikkerne.
„Vil derfor Deres Forening ved denne Lejlighed staa os
„bi, stiller vi os selvfølgelig til Deres Disposition, naar
„Konflikt maatte opstaa mellem Maskinfabrikkerne og
Svendene. “
Denne Appel til Fabrikantforeningen kom ikke til at
lyde forgæves. Bestyrelsen tog fat med Hurtighed og Energi
og kom snart til det Resultat, at her var Mulighed for en
Alliance af største Værdi. Det gjaldt blot om at faa Grund
laget for den fremtidige Stilling fælles for Fabrikantfor
eningen og Mesterforeningerne. I Løbet af et Par Møder
var der fuld Enighed om bestemt Modstand mod Kravet
om Minimalløn, ligesom Smedemesterforeningerne straks
erklærede sig villige til at indføre de samme „Fælles Værk-
stedsregler", der gjaldt paa Maskinfabrikkerne, og hvoraf
adskillige Bestemmelser allerede var faktisk gældende hos
Smedemestrene.
Om det nu end maa siges, at hvad Fabrikantforenin
gen gjorde, gjorde den for sin egen Skyld, maa det paa
den anden Side indrømmes, at resolut og loyalt blev der
handlet.
Allerede i et Bestyrelsesmøde d. 5. Marts var der fuld
Enighed om at gøre fælles Sag med Smedemestrene og at for
lange, at Generalforsamlingen eventuelt skulde gaa med til
en Lock-out for at støtte Smedemesterforeningerne. Besty
relsen sad inde med en sand Tyrketro paa, at her var
intet andet at gøre; den vedtog at ville gøre Sagen til et
Kabinetsspørgsmaal, hvis en kommende Generalforsamling
ikke vilde godkende dens Handlemaade — og førte hele
Kampagnen igennem uden at indkalde en eneste General
forsamling.