172 / 312
danske Sindelag og kom efter en tredje Nats Kørsel til
København, hvor jeg blev modtaget med aabne Årme.«
Han færdes derefter i Flensborg og i København,
virksom og ivrig, med Sønderjyllands nationale Fremtid
skreven i sit Hjerte, og dør pludselig i de sidste Dage
af Aaret 1854.
»Han var den første Slesviger, der førte Sandhedens
og Videnskabens Fakkel hen over hele den sørgelige
Tilstand, hvori Slesvig, ved Ligegyldighed for dets dan
ske Nationalitet lige fra Valdemarernes Dage, var ned
sunket, og som elskede sine Fædres Land saa dybt, at
han, trodsende Livets Kamp og Lidelser, vedblev til det
sidste at holde den lysende Fakkel i Vejret, for at hele
Danmarks Rige kunde faa at se, hvad Aarhundreder
havde forbrudt og Eftertiden at bøde,« skriver Flor om
ham efter hans Død. Sit politiske Frisinds Præg tegner
han selv i denne Erklæring fra Trediverne: »Saa stærkt
som jeg afskyr det vilkaarlige Konge-, Adels- og Em
bedsmands-Herredømme, saa utaalelige finder jeg de
overspændte Frihedssnakkeres Grundsætninger, som daar-
ligt skjule Egennytte og Plyndringssyge under de høj
røstede Ord. Jeg frygter den rene Republik lige saa
meget som den strengeste Absolutisme.«
To Gange var han gift. Første Gang med Tora
Bloch, Roskilde-Rektoren S. N. Blochs smukke og elsk
værdige yngste Datter, som døde tidlig. Anden Gang
med hendes Søster Margrete, hende, i hvis unge Ynde
— »blaa Øjne og gule Krøller, slank og saa lys, at det
skinnede af hende som af en Solstraale«, — Poul Møl
ler, endnu mens han gik i Latinskole, var bleven heftig
*) H. N. Clausen: Anf. Skr. S. 82. 2) S. 19.
3) V. Andersen:
Poul Møller. S. 70.