154 / 176
Em b ed sgern ing vundet alles A gtelse ved sin sikre Myndighed, sin store
Indsigt o g sin sjældne Kløgt. Hr. v. Euch er en Mand, der besidder ual
m indelige Kundskaber, o g dansk Aand o g dansk Kultur har i ham en frem
ragende Kender o g en varm B e u n d re r... . B iskop v. Euch har udrettet et stort
og betydn ingsfuldt Arbejde for den Menighed, hvis ærværdige Overhoved
han e r . . . . Han har i de 50 Aar, han har virket i Danmark, ikke alene været
sin Menighed en stolt o g stærk Fører, han har ogsaa udenfor denne vun
det Paaskønnelse o g Sympathi for sine gode, menneskelige Egenskaber.
H vorledes man end ser paa den Kirke, hvis Overhoved han er, et vil alle
indrømme B iskop v. Euch, at han med brændende Kærlighed omfatter det
Land o g den Nation, han er sat til at virke i.«117
P rovin sb ladene har o gsaa stadig bragt meget velvillige Referater, naar
han rejste omkring for at meddele Firmelsens Sakramente. Naar man ser
hans imponerende Skikkelse foran Alteret med Mitraen paa Hovedet og
Krumstaven i Haanden, o g naar man da hører hans myndige Tale, da
kunde man
som forskellige B lade nærmere har udviklet — næsten tro,
at en af de mægtige K irkefyrster fra Danmarks Storhedstid var staaet op
af G raven fo r at tale til sit Folk. Det er, som var »den høje, statelige
Mand med den intelligente, skarptskaarne Profil . . . taget ud af et Maleri fra
M iddelalderen«.118
Ligesom B iskopp en s B e sø g for de unge Menigheder altid var en Be
givenhed, der blev fejret med den største Deltagelse og Glæde, saaledes
var det o gsaa til stor Opmuntring for den højærværdigste Herre selv, naar
han kunde læ gge Hænderne paa de unge o g nyoptagne og saaledes styrke
dem til Livets Kamp ved at nedkalde den Helligaand over dem. Da han ikke
var langt fra de 70 Aar, ve g han end ikke tilbage for dert lange og besvær
lige Rejse til Island for deroppe — for første G an g efter .Reformationen —
at foretage de b iskoppelige Handlinger.119 Et kært Minde for ham er ogsaa
den Rejse, han i Juli Maaned 190 5 som Stedfortræder for den syge Biskop
Dr. Hubertus V o s s fo retog for at firme i Dekanaterne Iburg og Melle i
O snabrück Stift.
Næsten hvert Aar aflagde han et B e sø g i sit tyske Hjem for der at
finde Lindring fo r en kronisk Halslidelse o g tillige for der »at hente nyt
Mod og ny Begejstring«. N avn lig var det ham altid en Glæde, naar han
kunde faa Lejlighed til at deltage i et Katholikmøde. Uudslettelige Indtryk
bragte han og sa a med hjem fra d. h. Bon ifaciu s’s 1100 -aarige Jubilæum i
—
133
—