BtænkningMinisterietForKirkeOgUndevisningsvæsenet

selv om der kunde ventes Tilslutning til

en Lønningsordning efter den nævnte Tanke,

naar blot en Gennemsnitsberegning ikke

førte ud over den berørte finansielle Grænse,

maatte en anden og væsentligere Omstæn

dighed hindre Antagelsen af en saadan

Ordning, nemlig at den ikke levner Teater

styrelsen den Frihed til at afpasse Løn

ningsforholdet efter de individuelle Tilfældes

Krav, som Styrelsen maa hævde for sig i

videst mulig Udstrækning. For de fleste

og største Grupper af det til Teatret knyt

tede Personale vilde hin Ordning derfor

slet ikke kunne passe. Idelig og idelig

vilde den vise sig hindrende for den Fri

hed i Bevægelsen, som en Opgave, der skal

følge de skiftende Forholds Krav og Behov,

forudsætter. Det vil derfor findes, at Kom

missionen kun paa ganske enkelte Punkter

i de foreliggende Udkast har optaget eller

henstillet en Ordning efter det fremstillede

Princip, nemlig i visse Tilfælde, hvor det

sidstnævnte Hensyn ikke gør sig gældende,

i alt Fald ikke paa samme Maade.

Det ene af disse Tilfælde angaar Bureau

chefen, se Udkastets § 2. Vistnok kan man

her tænke sig, at en anden Ordning af

Bureauets Styrelse i den kommende Tid

anses for hensigtsmæssigere.

Men dette

Hensyn, der kun er fjernt beslægtet med

det nys omtalte, har man taget i Betragt

ning ved at undgaa at gøre Stillingen lov

fast for bestandig, saaledes som den til

føjede Bestemmelse viser. I den finansielle

Opgørelse, som findes vedføjet, har man

her maattet gaa ud fra Maksimumsbeløbet.

I Virkeligheden vil der ikke straks medgaa

et saadant Beløb til Bureauchefens pensions

givende Lønning. Angaaende Bureauclief-

posten har Mindretallet fremsat et særligt

Forslag, som nedenfor vil blive omtalt.

Det andet Tilfælde angaar Kapellets

Lønningsforhold. Kommissionen har her

som Alternativ, i Note, opstillet et Lønnings

forslag, bygget paa Aldersstigningsprincipet.

At her den Hovedhindring, som ovenfor er

omtalt, ikke gør sig gældende, fremgaar

deraf, at ogsaa det principale, i Teksten op

tagne, paa det bestaaende hvilende Lønnings

forslag udelukker al Frihed for Styrelsen

til at gribe ind i Lønningsmaaden. Til

denne Frihed er der for Kapellets Vedkom-

kommende overhovedet ikke Trang, udover

hvad der kan opnaas ved Benyttelse af

Honorarkontoen eller paa anden, udenfor

det egentlige Lønuingsspørgsmaal liggende

Maade. Der er derfor ved Kapellet kun

at tage Hensyn til det første Moment,

at man har maattet bestræbe sig for at

holde Lønudgiften, ogsaa til Kapellet, inden

for en vis finansiel Grænse. Skal dette

ubetinget naas, maatte Lønningsmaaden, som

den er opstillet i det alternative Forslag

(under Teksten), være udelukket. Thi en saa

dan Sikkerhed kan dette Forslag ikke give.

Tænkte man sig alle Kapelmedlemmer paa

højeste Alderstrin efter dette Forslag, vilde

det Maksimumsbeløb, man har ment at

maatte regne med, ikke lidet overskrides.

Kommissionen har derfor ikke villet fore-

slaa denne Ordning som den principale,

trods de iøjnefaldende Fordele, den har i

Realiteten, og trods den Overensstemmelse,

der ved den vilde fremkomme med Løn

forholdenes Ordning i næsten alle nyere

Love. Man har kun villet forelægge For

slaget som et Alternativ, som det formentlig

burde henstilles til Lovgivningsmagten at

vælge, hvis det kunde vinde Sympati.

Derfor kunde særlig tale, at nogen stor Ri

siko for Statskassen næppe vilde blive Føl

gen i denne begrænsede Gruppe af Per

sonalet med ikke særlig høje Lønninger.

En Undersøgelse af de for fliden forhaanden-

værende Tjenestealdersforhold i Kapellet

viser, at Udgiften i Øjeblikket vilde blive

ikke saa lidt ringere, end efter det princi

pale Forslag, og at en Gennemsnitsbeieg-