BtænkningMinisterietForKirkeOgUndevisningsvæsenet

118 / 404

7 8
ning, der ser bort fra de øjeblikkelige For­
hold, vilde føre til paa det nærmeste den
samme Udgift, som efter det principale
Forslag. Eli stærkere Overskriden af den
finansielle Grænse vilde endelig kunne ventes
opvejet ved Aarrækker, hvor Beløbet vilde
blive ringere, saa at en Udjævning henimod
den finansielle Grænse kunde ventes, naar
der regnedes med længere Aarrækker. Men
anderledes end som en Henstilling til Over­
vejelse har det fra Kommissionens Side ikke
været ment. Kun skal det gentages, at ogsaa
det principale Forslag, baade Flertallets og
Mindretallets, fjerner sig fra den i Kom­
missionen ellers fulgte Ordning af Lønnings-
forholdene, forsaavidt som man her ikke
har været hindret i at regulere i det enkelte
ved Hensynet til Teaterstjuelsens Frihed,
et Hensyn, der ikke tidligere har været
taget her, og hvorpaa der ikke fra Styrel­
sens Side er gjort noget Krav.
Bortset fra det anførte have Udkastene
hverken ved selve det kunstneriske Per­
sonale eller ved Embedsmænd og Funk­
tionærer foreslaaet nogen mere i det enkelte
gaaende Ordning af Lønningsforholdene,
end hvad der maatte anses nødvendigt af
Hensyn til Pensionsretten i Almindelighed
og særlig af Hensyn til Forslaget om, at Pen­
sionerne skulle bæres af Teatret selv ved
Tilskud til Pensionsfonden. Indenfor de
derved dragne Grænser er det altsaa Me­
ningen, at Teaterbestyrelsen skal have saa
megen Frihed til at ordne Lønningsforholdet
efter hvert individuelt Tilfældes Krav, som
den nødvendige finansielle Grænse (for pen­
sionsgivende Lønning og ikke -pensions­
givende Honorar iilsaminicn, jfr. § 18, 4de
Stykke) tilsteder. Heraf følger da, at der
ikke ved de paagældende Lørimiigsbestem-
melser er givet nogen enkelt et Krav paa
noget bestemt Beløb, De give i det højeste
(nemlig hvor der er givet Maksimumsbestem­
melser for den enkeltes Lønning) kun en
Udsigt til, hvad den paagældende kan naa,
og drage iøvrigt de nødvendige Grænser for
Styrelsens Frihed, ved i Udkastet udtrykke­
lig udtalte Maksimumsbestemmelser eller ved
de i Finansloven givne Bevillinger.
Hvis den Pensionsret, Udkastene fore-
slaa, var den almindelige for Embedsmænd
gældende, ensartet for alle og udredet af
Statskassen, vilde der maaske kun behøves
en almindelig Maksimumsbestemmelse for
den pensionsgivende Lønning af hele Per­
sonalet. Et saadant Forhold, skønt ikke
sædvanligt, er ikke ukendt. Saaledes er ifølge
Lov af 25. Marts 1871 § 23 Forholdet ved
det kgl. Akademi for de skønne Kunster og
ved Kunstsamlingerne. Dette Maksimum
i Forbindelse med Størrelsen af det til Hono­
rarer paa Finansloven bevilgede Beløb vilde
da være de eneste nødvendige Grænser for
Teaterstyrelsen. Denne maatte fremdeles
i Overensstemmelse med de gældende .Regler
(se Finansloven) kunne anvende som Hono­
rar, hvad der maatte spares paa Kontoen
for pensionsgivende Lønning. Men Ud­
kastets særlige Regler om Personalets Pen­
sionering kræver videregaaende Begræns­
ninger. Baade Hensynet til de to Pensions­
klasser, der afvige i Henseende til Betingelse
og Størrelse, og Hensynet til, at Pensionerne
skulle udredes af en Fond, der har besrræn-
sede Tilskud, og ikke maa bebyrdes mere,
end den sandsynlig kan bære, nødvendig­
gøre mere specielle Maksimumsbestemmelser
for pensionsgivende Lønninger, dels i Hen­
seende til Tallet af Personer i Pensions­
klasserne, dels med Hensyn til de Beløb,
der kunne anvendes til pensionsgivende
Lønning i hver Klasse eller for hver
Person eller samtidig i begge disse Ret­
ninger, hvorved det da stadig maa
gælde, at hvad der bespares i en Klasse,
vel kan anvendes i en. lavere, men ikke i