BtænkningMinisterietForKirkeOgUndevisningsvæsenet

saa maa sætte Grænser for Nedbringelsen af

den Sum, der anvendes til Lønning af de

sceniske Kræfter, være sig som pensions

givende eller som Honorarer. Og denne

Grænse tror, som bemærket, Flertallet alle

rede i det væsentlige er naaet ved den tid

ligere nævnte Reduktion.

For Kapellets vedkommende gælder et

lignende Hensyn. Erfaringen har vist, at

ikke faa netop af dets betydeligste kunstne

riske Kræfter have taget Ansættelse andet

steds, her og i Udlandet, da de følte sig

brøstholdne ved det forholdsvis ringe Veder

lag, de oppebare som Kapelmusikere. For

Kapellets Vedkommende maa der tillige

tages Hensyn til det omfattende og opsli

dende Arbejde, der ofte kræves og maa

kræves af dets Medlemmer, der bl. a.

maa deltage i et betydeligt Antal Prøver

udenfor deres Virksomhed paa Teatret om

Aftenen, samt til, at dette Arbejde, som de

af Kommissionen foretagne Undersøgelser

have vist, i Aarenes Løb er tiltaget betydeligt,

ligesom det nu yderligere er vokset ved de

indførte Søndags-Eftermiddagsforestillinger.

Ved dissehave, somdetmaa erindres, Kapellets

Medlemmer ikke et til Skuespillernes for

øgede Feuindtægt svarende pekuniært Veder

lag. Ledet af disse Betragtninger har Kom

missionen anset det for rigtigt at opgive

den tidligere fremsatte Tanke om en betyde

ligere Reduktion af Kapellets Lønninger

som baade uretfærdig og skadelig for Tea

tret. Det er derfor en langt ringere Reduk

tion, som det nedenfor trykte Udkast bringer

i Forslag, og det baade for Flertallets og

for Mindretallets Vedkommende.

Naar

Mindretallet har ment at kunne fore-

slaa en lidt større Reduktion, er dette

bl. a. ogsaa grundet paa den Opfattelse, at

der dog ved hensigtsmæssige Anordninger

kunde gøres nogen Indskrænkning i den

omtalte faktisk stedfindende stærke Beslag

læggelse af Kapellets Medlemmer ved Prø

ver, hvorved erindres om, at der i tidligere

Tider med en stærkere Opera-Virksomhed

fordredes et ringere Antal af Prøver. Denne

af Mindretallet udtalte Opfattelse har det

paa dette Omraade særlig sagkyndige Med

lem, K r olm, bestemt erklæret sig imod, og

Flertallet har allerede af den Grund ikke

kunnet tage den af Mindretallet fremhævede

Mulighed i Betragtning.

Ved at holde den samlede Lønningssum

(Honorarerne indbefattede) omtrent paa dens

nuværende Størrelse, uden yderligere væsent

lig Reduktion, kan imidlertid ikke det Maal

naas, som ovenfor er berørt, at skabe Per

sonalet en saadan Stilling, atTeatret betrygges

mod idelig Vekslen i Personalet. Den Løn,

Teatret kan byde med denne Sum, vil dog

ofte være langt mindre, end der kan til

bydes af Privatteatrene. Kommissionen har

derfor, ved Siden af faste, men forholdsvis be

skedneLønninger, derdogkunneforhøjesnoget

ved Hjælp af Honorarkontoen, saavidt denne

kan strække til, maattet tænke paa andre

Veje til at naa Maalet. Det er et vel

ordnet Pensioneringsvæsen, man i saa Hen

seende har fundet at maatte lægge Hoved

vægten paa, tildels i Forbindelse med

den Sikkerhed, som ligger i Ansættelses-

maaden.

Det er den nærmere Ordning af disse

tre Forhold — Lønningen, Pensioneringen

og Ansættelsesmaaden —, som de nedenfor

trykte Udkast beskæftige sig med. Førend

man gaar over til at

b e g ru n d e .

Enkelthederne

i disse, skal man gøre nogle almindelige,

orienterende Bemærkninger, idet man forud-

skikker, at Udkastene i deres her aftrykte Skik

kelse og tænkte somLov forudsætte Bevarelsen

af det nuværende detaillerede Budget paa Fi

nansloven. Hvis man maatte beslutte sig

til at gaa over til en Budgetordning, del

er baseret paa den Tanke, at Teatret faar

et fast aarligt Tilskud af Statskassen, vilde

en stor Del af Udkastenes Bestemmelser ikke