114 / 321
de var tilfreds med dem« ; denne Afsked gjaldt nu i Virkeligheden ikke
Hans Jensen, der maatte staa Last og Brast med sin Kammerat, men
kun denne, vor Ven fra Hundemordet, den sikkert forrykte Jens Chri
stensen. Det har altsaa været Fordringen om dette Skudsmaal fra Sven
dene, der bragte denne Sag frem for Lyset. Det sidste, vi hører om Jens
Christensen, er, at han i
1654
d.
1
. April lod Lauget samle, men straks
nægtede at betale den Rigsdaler, som dette kostede, »med vanlig Trods
og Studsighed«, hvorfor det med uforrettet Sag igen skiltes. I Margi
nen er skrevet: »Er død og Sagen med hannem endt
.«48
Sin Myndighed til at haandhæve Disciplin og Orden i Haandvær-
ket vaagede Lauget over med stor Nidkærhed.
1650
d.
4
. Juni sendte
Svendenes Oldermand »en Seddel udi Laden«, at Peder Philipsen,
Mursvend, havde villet forsøge at stifte Forlig mellem to Svende,4*
Arild Andresen og Kiemen Pedersen, hvilket var at tiltage sig en Myn
dighed, der kun tilkom Mesterlauget, og som indbragte ham en Bøde
til de Fattige paa
2
si. Mark. Arild Andersen, der i Hidsighed havde
undsagt den selvbestaltede Forligsmand, maatte derimod bøde
1
si.
Daler til Lauget og
2
si. Mark til de Fattige, hvorpaa »de blev med
hverandre for Laden forligt«.
Men det var utvivlsomt god Politik af Øvrigheden at overlade
Laugene selv at holde Orden paa deres Folk. Det var det utroligste af
Kævl, der kunde indbringes for Laugets Domstol.
»Anno
1648
d.
4
. Februarij haffde Tuende Murer Suende den Ene
ved Naffn Jürgen Oszchutz, gebürtig aus Eisleben, dend Anden ved
Naffn Andres Lorentz aus leibzig Vaaret for laugett Anlangende Nogen
Trette och Schielsord de med huerandre paa Schibet Kommende fra
Stockholm haffuer hafft, Anlangendes En liden Kiep, som Andres
schulde haffue taaget udj Stockholm, Och bleff dj med huerandre
derom for laugett forligt, saa at Jngen schulde Ifremtiden schilde huer
Andre, eller kaste hinanden Noget fore, Och gaif dj tilsammen udj
dend fattiges bøsze
1
Rdl
.«50
Men der kunde ogsaa indtræde det Tilfælde, hvor Lauget ikke
mente sig kompetent til at dømme Parterne imellem og henskød sig
under Byretten, hvorom se Mesterlisten Peder Rasmussen (
1657
).
108