MurmestterlaugetKøbenhavn

Det var ikke altid, man nøjedes med at holde Gilde paa en Tønde

Rostocker

-0 1

ved disse Fremvisninger af Overslag og Afridsninger.

Det faar vi Oplysning om ved en Optegnelse i Langsbogen

angaaende

Niels Brants Mesteroptagelse

1 672

, idet han »i Fortæring« betalte

Rdl., »der han paa tvende Tider hver Gang nogle Dage gjorde sin

Proba«.

At Gildet ved Bedømmelsen af Overslag og Afridsning, der nødven

digvis maatte blive opfattet som Mesterslykke, ikke var nogen Sjæl

denhed, selv om det kun en enkelt Gang finder Udtryk i Laugsproto-

kollen, faar vi Bevis for i Christian V.s Forordning om Laugene af

1681

2 3

. December

,17

hvor det i Paragraf

hedder at:

»Eftersom megen Misbrug og unyttig Bekostning er anvendt paa

Mesterstykke i Murer- og Tømmerlaug, skal Magistraten tillige med

Bygmesteren kende paa Mesterstykket. Dog maa ingen besværes med

nogen Udgift til Drik eller Gæstebud i den Anledning, men den, som

Laugsgilde giver eller gør, bøde

100

Lod Sølv og hver Gæst

Lod

Sølv til Laugets Fattige.«

Læser man Indledningen til denne Forordning, kan man ikke

undgaa at faa den Opfattelse, at Udtrykkene tager Sigte paa noget

andet og mere end de opskruede Indgangspenge og Gildet i Anledning

af Mesterprøven.

»............... eftersom Vi allernaadigst kommer i Erfaring, hvorledes

tværtimod Loven, Recessen og andre Forordninger, særdeles af Annis

1 613

1 6 2 1

1622

, adskillige Anordninger i Laugene her i Vor kgl.

Residens Stad ved Tidens Længde sig haver indsnegen, hvorved Gud

i mange Maader fortørnes, adskillige Paafund er optænkt, hvorved

stor Ødselhed foraarsages og Haandværksfolkene den ene den anden

med stor, unyttig Omkostning besværer, Tiden og, som de til deres

Næring skulde bruge, unyttelig bortspildes og de derover endelig selv

i største Skade og armod geraader. Da have vi af sær kgl. o. s. v. foi

godt erag te t« ................... hvorefter der følger en Række Paragraffer om

Laugene i Almindelighed.

Naar man her gaar ud fra, at Gud har Anledning til »i mange

Maader at fortørnes«, saa maa man utvivlsomt tænke sig de zunftige

143