158 / 321
sikkert se i den Omstændighed, at Svendebogens Liste over deres egen
mægtig valgte Oldermænd eller Formænd og Bisiddere slutter
1658
.
Det kan vel kun betyde, at Svendene nu, nødtvungent eller frivillig,
anerkender Mesterlaugets Ret til at besætte den ene af deres to For
mandspladser. Det ses da ogsaa snart efter, at det stundom er en
Laugsmester, der optræder som Formand eller Oldermand for Sven
dene, om end det mulig forekommer hyppigere, at det er en Mester
svend, der snart efter bliver Mester.
Men at der stadig har været Svende, der var misfornøjede med
Mesterlaugets Højhed over Svendelauget, lægger sig klart for Dagen
i
1677
, da en Svend bliver straffet for højlydt at erklære, at de Mestre,
der var indsat (som Odermænd o. s. v.) af Øvrigheden, ikke havde no
get at sige over Svendene
.24
Det er den gamle Opfattelse hos de tyske
zünftige Svende, at det danske Murmesterlaug ikke var for et rigtigt
Laug at regne.
Medens Mesterlaugets Protokoller i Reglen kun melder om For
handlinger, Skænderier og Stridigheder, som enten foregaar paa
Laugsmøderne, eller finder deres Afgørelse der, og i Virkeligheden
giver kun faa Bidrag til Oplysning om Livet i Lauget, træffer det sig saa
heldigt, at Svendenes Straffebog for en Aarrække giver en Mængde
Oplysninger om Livet paa Svendekroen, de zünftige Svendes faste
Borg, der i alt Fald en Tid havde til Huse hos en Mester i Lauget,
Sten Therkelsen.
Af Straffebogen, —der næppe er bleven til med Svendenes gode
Villie, og som forudsætter et vist Tilsyn fra Mesterlauget —ses det, at
Svendenes Forening, hvad man jo kun kunde vente, er indrettet ganske
som et Laug med Lade, Velkomst med en Sølvmand paa Laaget, Sølv
skilte paa Velkomsten, Lysestager, ja,
4
Lysekroner, og ikke mindre
end
9
store Skænkekander og
58
Smaakander, samt en Kobberhane,
sandsynligvis til at tappe Øllet af Tønden med
.25
Derimod melder In
ventarielisten intet om Ligklæde eller Ligskamler, saa det synes, som
om Svendene ved Jordefærd har maattet lade deres Opsternasighed
fare og laane sig frem hos Mestrene.
De mange Skænkekander og Smaakander tyder afgjort paa, at Be-
148