156 / 321
sin fortgienge, Mesterne i alle Maader uden schade och fortreed, dedtz
til bekræfftning haffr Vij paa Egne och sambtlige Suennis Wejne Voris
hender her Vnderschreffuet.
Peder P h ilip sen
S. 0 . S. ( Sø fren OelszenJ
Egen hand
r M $ fR a sm u s M ad tzen J
P. C. S . ( Peder Christensen )«■
Det er altsaa Svendene, der —mulig af ziinftige Hensyn —ønsker
den gamle Form for Løsgivelsen, som Forskænkningen var, bibeholdt,
og som garanterer Mestrene, at den ikke skal komme dem til Skade
eller med andre Ord til Udgift.
Der synes her at have været en Modsætning mellem Mestrenes og
Svendenes Ønsker, der i nogen Tid har voldet en Uro i Lauget, som
der en Gang hentydes til i Svendebogen, og som først sætter sig
6
Aar
senere, da Bestemmelsen i fornævnte Paragraf
4
for Alvor føres igen
nem, hvorved Forskænkningen paa ny faldt bort. Den nævnes i hvert
Fald ikke i Laugsprotokollen efter
1670
, hvilket i Reglen var Tilfæl
det tidligere ved Drengenes Løsgivelse.
Vi saa foran (S.
122
), at Drengene fra
1658
maatte betale Indskriv
ningspenge til Svendene. Nu maa de altsaa ogsaa betale Løsgivnings-
penge. Hvor meget siges ikke, men man er næppe blevet staaende ved
den Dags Løn, som blev fastsat i Artikel af
1652
Paragraf
4
. Men me
dens det her, hvor der i det hele af Øvrigheden koketteres lidt med
Svendene, hedder, at disse Penge skal lægges i Svendenes Bøsse, saa
ender det nu med, at de skal betales til Mestrenes Lade, og det er
sandsynligvis herom Striden har drejet sig.
En Tilføjelse i Mestrenes Laugsprotokol
19
i Anledning af to Lære
drenges Løsgivelse
1670
d.
11
. Juli giver yderligere Oplysning om
denne Sag:
»Disse tuende offuerschreffne (forannævnte) Claus Heesz’s Drenge,
Svend Andersen og Henrik Lauritsen Fuell, ware de første, som ind-
gaffue Penge i Laden for deris Løsgiffuelse effter den Tuistion, (d. e.
den Tvist) som imellem Mestre och Suenne werit haffuer.«
Forskænkningens Bortfalden bekræftes yderligere ved en anden
146