133 / 195
—
126
—
/
I~!ad Fuglenes Triller, den himmelblaa Luft,
og brydende Rosers fortryllende Duft,
\
indgyde den tröstende Aand i dit Eryst,
som lærer at Mennesket skabtes til Lyst.
Dit Bæger du tomme i vennehukl Kreds
og være med samfulde Jorden tilfreds !
for Glæder at vække, blev Druen jo skabt,
og lidet det baader, at sidde fortabt.,
Tom lystig et Glas af den spillende Saft,
for Alderdoms Munterhed, Ungdommens Kraft;
for spögefuldt Lune, for broderligt Sind,
og Skiönhedens purpuromstraalede Kind !
Da smiler dig Livet, som Piger i Danda>
og Glædea dig fletter sin favreste Krands,
da har du den Trost, naar du iler til Ro,
“Jeg levede stakket, men munter og fro I
F r a n k e n a u «