150 / 242
341
Bl. a. for at lægge Varm evæ rk ind i de hidtil om Vinteren
ubarm h jertig t kolde, uopvarm ede K irker — , hvilket, som vi vil
se af de følgende Breve, blev en Hovedvirksomhed, der førte
ham til dan ske P rovinsbyer, ja til Norge med.
Hans sidste, store Rejse til det sydlige Udland havde dog et
andet Øjemed. H an havde jo allerede i 1862 faaet P aten t paa
to h inanden ud fyldende Maskiner, der efter de sagkyndiges
Dom som aldrig før n iaa tte ku nn e afløse Filehugning med
Haanden. Nu søger h an P a ten t — som h an fik under 27.
F ebruar 1866 — p a a et n y t T ilbehør dertil, nemlig en
Høvle
maskine
eller »Maskine til a t egalisere File«. Det er de ved
disse Opfindelser vundne Belønninger, der tillige med Over-
skudet fra han s første K irke-Varmeindlæg i Grenaa 1865, baade
giver ham O pm un tring og skaffer h am Midler til en længere
Rejse for i Hamborg, Berlin, P aris og muligvis London at prøve
paa at afsæ tte sine M askiner og P aten terne derpaa.
Maaske v a r der ogsaa en Forbindelse mellem denne Rejse
plan og en Tanke, som havde optaget ham meget, men hvis
negative Udfald m a a have bid raget til a t forøge den Bitterhed,
som han s ellers saa frimodige Sind i denne Tid havde at kæmpe
med.
Det havde siden 1852 m ange Gange været paa Tale at faa
en
IndustriudstiUing
i Gang, m en forskellige Vanskeligheder
og nu tilsidst Krigen havde væ ret til H inder. Krigens Ende kom
da til ham som en T ilskyndelse til a t afholde en Udstilling,
hvis Overskud kunde tilflyde Invalidefondet eller anden Støtte
for dem, der havde lidt ved Krigen. Naalemager Chr. H jorth
var ogsaa heri han s Fortrolige. Begge var de ved Krigen komne
længere b o rt fra de liberale Kredse, som havde været frem her
skende i Indu strifo ren ingen. Muligvis ogsaa derfor gik de ikke
som sædvanlig til denne Forening med deres Forslag — dens
sidste Udvalg i denne Sag havde iøvrigt opløst sig uden Resul
tat —, men sam lede en særlig Komité, hvor atter Prof. Fo rch
hamm er blev Fo rm and . Men sikkert havde de ogsaa en særlig
Tanke med lige strak s at bede
Kongen
om at være
Protektor.
Dalhoff havde jo, som Hofguldsmed mere end blot af Navn,
haft og bevaret en Forbindelse med de Kongelige — m indst dog
med F rederik VII, hvis K arak ter h an ikke ret havde Tillid