203 / 242
394
Vinranke,
af J. B. D.’s Fortegninger.
S trækn ing af 300 (eng.) Mil.« — Der er Æ tfølelse ogsaa i den
saa kendeligt am erikan sk e Gren; Skade, at denne er uddød
med ham .
»Gamle Dalhoff« derim od levede og arbejdede, trod s de 80.
Den 9. Marts 1881 døde E nked ronn ing Caroline Amalie; han
skulde sm ykke Kisten, svarende til hendes forudgangne Ge
m als. Men S tem plerne fra hin
Lejlighed var ikke til at finde
efter de 33 Aar. Hvad saa? Jo,
ikke raadv ild tog h a n straks
ud til Roskilde, støbte O rnam en
terne af i Gibs, kom hjem og
skar dem i Staal, og i rette T id var Kisten fæ rdig; ogsaa den
stæ rk t forsølvede Laag-P lade, m ed den lange Ind sk rift ætset
ind og fint eftergaaet, havde h an gjort.
Ikke saa længe efter hø rer vi i et Brev af 14/6 1881: »Jeg
kan da glæde Dig med, at Din F ad er h a r det ganske godt og
er oppe det meste af Dagen« — h an h a r altsaa haft, men er
ogsaa komm et over et ko rtere Sygeleje. T re M aaneder senere
er h an paa et Besøg i Helsingør, hv o rfra der skrives: »Din
F ad er var rigtig kvik og gruelig fo rnø jet over alting her, lige
ind til Gødningen i Onkels Have«.
Begge Bu lletiner tilføjer, at h a n
va r »i godt«, ja »i rigtig godt
Humør«.
Hvilke B landinger der
kund e være i h a n s T em p era
m en t, F legm atiker blev h a n a l
drig, end ikke i den Alder, hvo r
vi ellers n a tu rlig t glider ind deri.
Skønt h an tilvisse havde den »kæ rligtsindede, godhjer
tede Natur«, som B rodersønnen vilde gøre til Slægtsmærke,
kunde han s grublende Sind — betegnende er det, at h an altid
var optaget i sine T ank er, selv n a a r h an gik paa Gaden, saa
at h an aldrig saa eller hilste nogen; det m aa tte han s Sønner
besørge for ham ! — stundum hildes i M isforstaaelser og Mis
tydninger, der kund e volde h am m ange Sorger og idetm indste
for en T id fjerne ham fra Mennesker, der ellers stod ham hjer
teligt næ r. Ogsaa h an havde jo sine L igtorne, som han ikke
gerne skulde trædes paa. E n Guldsmedemester, hvis Dygtighed
Syltetøj sskaal.