209 / 242
400
h an kom i Lære. H an havde tillige faaet en Kaffekande af ny
Model, tegnet og ud fø rt af den n u 85aarige Mand, skænket til
den tekn iske Skole. Saa indbød h an da dens Udfører og hans
Fam ilie foruden and re in teresserede til en Samm enkom st i In
du strifo ren ingen s Forevisn ingssal Søndagen den 1. November
1885. H er blev den gam le Mester efter 70 Aars Arbejde i
Indu striens T jeneste hy ldet som
Industriforeningens første
Æresmedlem .
I sin Tale gav Fo rm and en en løftet og vidt
skuende Skildring af dette flittige, mangesidige, gavnrige Liv,
der ved de bo rtkasted e H andsker ud trykkelig t var viet til
H aandvæ rket, m en ved medfødte og udviklede Evner, og især
ved Sam livet m ed Tho rvaldsen , var komm et i saa inderlig F o r
bindelse m ed Kunsten, at h an stod som K unstindustrien s yp
perste R ep ræ sen tan t i D anm ark i sit A arhund rede. Levende
Bifald hilste den skønne og varm tfølte Tale. Desvæ rre kunde
de Ord, hvorm ed' Genstanden derfor svarede, ku n høres af de
allernæ rm est staaende; m en saa meget stø rre G rund er der til
her at gengive det Referat, som Indu strifo ren ingens T idsskrift
for 1885 m eddeler:
Han fremdrog en Række Minder fra Industriforeningens første
beskedne V irksom hedsaar og fortalte, hvorledes man da sam ledes
ved Punsjebollen for at diskutere og tage B estemm else om For
eningens Anliggender. Det var ved disse Samm enkom ster, at f. E.
Jærnbanen til Roskilde kom i Stand. Idet ban derpaa morsom t
fortalte, hvorledes han bl. a. for at faa Bøger til Foreningens Biblio-
thek, altid havde forlangt en større Sum, endban strengt taget havde
Brug for, fremhævede han den Betydning, som sæ rlig B ibliothek,
Forevisn inger og Foredrag havde som V irkem idler for Industrifor
eningen. Og idet han bifaldt Form andens Ord om Foreningens Frem-
tidsopgaver, bad han ham m indes, at Kunsten var en Blomst. Men
B lom ster var forskellige, og den gode B lom st kendtes paa dens Frugt.
Saaledes var Kunsten ogsaa ham et Middel, ved Hjælp af hvilket
man skulde stræbe til at naa det gode som den bedste Frugt, og i
denne Stræben havde han altid haabet, at K jøbenhavn med sin Dan
nelse skulde gaa forrest til Fædrelandets Vel. Idet han derpaa sær
lig vendte sig til Dam erne og m indede om Guldsm edens BetjMning
for dem gennem deres Smykker, udtalte han, at hvad det virkelig
kom an paa, var, at Kunsthaandværkeren altid tænkte godt og tænkte
ungt, saa at han levede i Glæde til sit Arbejde; gjorde han det, vilde
hans Arbejde ogsaa blive skønt. — Han frem viste sluttelig en af ham
selv forfærdiget Sølv[pletteret]kafiekande af sjæ lden smuk Form og