205 / 242
396
hørte Da nma r k til
; han s T ank e i P aris (S. 355) var ogsaa kun om
et m id lertid igt Ophold, som han s Børn »heller ikke vilde have
Skade af«. — Denne Talem aade, som h an
meget
ofte brugte,
er vel ogsaa i sin tilbageholdende Varsomhed særlig d a n s k 1).
E n anden, vist ogsaa særlig dan sk T alem aade var det »vi«,
h an b rug te saa meget, ingenlunde som en P lu ralis majestatis,
m en som et U d tryk for, a t h an i Beskedenhed trængte til at
Svingkjedel.
have and re m ed sig. H an kunde selv tage sig i det, n a a r han
f. Eks. i en af sine ko rte Rygeperioder havde sagt til sin ikke,
i alt F a ld ikke officielt, rygende Søn: »Vil Du gaa hen og købe
os de og de Cigarer — ja, det vil sige, de er ikke til Dig, men
til mig!«
I Slutningen af 1883 m istede h an det andet af sine voksne
*) Jvf. som et Eksempel blandt mange S. 129: Vi blev »temmelig vaade«,
hvor mange vilde have bru g t meget stæ rke U dtryk om en Tilstand, som
S. 130 kaldes »atter gennemvaad«. — »J. D. Dansk« stod paa Knapperne.