102 / 219
E G I L S K A L L
gyldigt, om denne ubehøvlede danziger Reiss blev tvunget til at
rejse hjem igen, når han ikke ville overholde landets love og elske
den nation, hvori han skulle leve og dø.
Klosias’ enke havde foreslået, at Reiss skulle forfærdige mester
stykke i hendes værksted i to vidnefaste mænds nærværelse, og når
det var færdigt, skulle tegneakademiet pådømme det, for at hun
kunne blive fri for laugets chikanerier. Dertil så lauget ingen grund,
reglerne var givet i laugsartiklerne, og desuden kunne kun kendere
bedømme et mesterstykke. Dueligheden hos en kandestøber viste
sig dels på den måde, hvorpå formen var udført, dels ved støb
ningen. Det var forholdsvis let at tillodde eventuelle huller i det
færdige stykke, og det kunne gøres, så det næsten ikke var til at se,
men det regnedes af kandestøbere for et bedrag, hvis sådanne for
skønnelsesarbejder udførtes på et mesterstykke.
Med hensyn til Klosias’ enkes påstand om, at hun ikke kunne
undvære Reiss i værkstedet i de seks uger, som ville medgå i older-
mandens hus ved mesterstykkets udfærdigelse, så kunne Lundberg
ikke få det til at rime sammen med den omstændighed, at Reiss
fornylig havde foretaget en rejse af en varighed på 16-18 uger til
Danzig i den hensigt at tilkøbe sig et mesterbrev. Denne rejse havde
været omsonst.
For yderligere at besmykke sin sag havde Klosias’ enke vedlagt
sin ansøgning fire attester. En af attesterne vedrørte noget tinarbej
de, som i Klosias’ tid var leveret til Kadetakademiet, to andre
attester, udstedte af baronesse Iselin,G omhandlede leverancer til
Vestindien. Disse attester affærdigede Lundberg let, eftersom det
drejede sig om tinvarer, som var leveret før Reiss’ tid.
Den fjerde attest, som kammerråd Lihme7 havde givet, beskæf
tigede Lundberg sig betydeligt mere med, hovedsagelig fordi den
har været fornærmende for lauget. Lihme betegnede ifølge Lund
berg attesten som en edelig attest; men det var en usandfærdig
1 0 0