HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

CARL EM I L F ENG E R SOM BORGM E S T E R

Træk af københavnsk kommunalpolitik i

i87o’erne og i88o’erne

A F S I G U R D J E N S E N

I februar 1872 besluttede Carl Emil Fenger at træde tilbage som

finansminister, idet han dog indvilgede i at fungere, indtil finans

loven var vedtaget. Han havde lidt et politisk nederlag på et for

slag om den midlertidige indkomstskats forlængelse. Estrup havde

udmanøvreret ham ved at få ham til at knytte sin politiske skæbne

så fast til dette forslag, at han var nødt til at gå, da det ikke lod

sig gennemføre; og godsejerne fik i denne sag støtte af en del re

præsentanter for bondestanden, der først og fremmest ville af med

de vigtige nationalliberale københavnere. Thomas Nielsen, denne

mærkværdige og dygtige almuepolitiker fra de jyske hedeegne, ud

trykte det således i en samtale med A. F. Krieger: »Nei, vi maae

af med Fenger og hans Colleger; vi kunne lettere magte Gods-

eierne«.1 Fengers nederlag overfor taktikeren Estrup bringer i erin

dring, hvad Krieger allerede 12 -13 år tidligere havde noteret i sin

dagbog, at Fenger er »saa grundsand, at han maaske ikke er skik

ket til at være Minister«.2

Fenger var altså nu arbejdsløs, bortset fra at han stadig var

folketingsmand for Københavns 4. kreds. Da han i 1859 indtrådte

i ministeriet Hall som finansminister, havde han været nødt til at

opgive sin stilling som overlæge ved Det kongelige Frederiks hospi

tal og professor i patologisk anatomi. Da han i 1863 trådte til

bage efter for anden gang at have været finansminister (han havde

været ude af ministeriet de få måneder 1859-60, C. E. Rotwitts

ministerium var ved magten), var han et års tid direktør for finans

1 0 5