109 / 219
C A R L E M I L F E N G E R S O M B O R G M E S T E R
den revolution, der skete i årene omkring 1870 med antiseptikkens
gennembrud, i første række berørte kirurgien og i mindre grad
influerede på de fag, Fenger senest havde beskæftiget sig med
indenfor lægevidenskaben, medicinen og den patologiske anatomi,
måtte hele denne udvikling gøre, at en mand som Fenger, der 20
år i forvejen havde været i den grad all-round-orienteret, at han
havde været i toppen både som mediciner og kirurg,5 måtte føle
sig lidt udenfor. Og en tidligere overlæge, medicinsk professor og
finansminister nedsætter sig vel heller ikke gerne som praktiserende
læge eller påtager sig en underordnet stilling ved et hospital.
Så døde borgmester J. C. J. Gammeltoft den 20. april 1873
kun 55 år gammel. Denne teolog og skolemand havde i 13 år med
stor administrativ dygtighed bestyret magistratens 2. afdeling, hvor
under kommunens økonomi og hospitalsvæsen henhørte. Arven
efter ham ville blive tung at løfte, og det var derfor intet under,
at tanken faldt på Fenger som hans efterfølger. En tidligere finans
minister, der ovenikøbet var en anset læge; kunne nogen være
mere kvalificeret til at være borgmester for byens finans- og hospi
talsvæsen? En og anden betænkelighed kunne måske gøre sig gæl
dende, også hos Fenger selv. Af en notits i Kriegers dagbog fra
27. maj aner man, at den velunderrettede Krieger har sporet en
vis modvillighed, men at den nu var overvundet. Det hedder her:
»Fengers Candidatur til Borgmesterembedet dukker nu op.
Ehlers vil gøre hvad han kan for at modarbeide det; Fenger har
bestemt sig til at modtage det, naar han vælges. Han er træt af
at vente paa en fast Virksomhed«.
Vendingen, at Fenger har bestemt sig for at modtage embedet,
når han vælges, er lidt flot. Fenger ansøgte simpelthen på ganske
normal måde borgerrepræsentationen om embedet, og i borger
repræsentationens møde den 29. maj 1873 meddeltes det da, at
der til borgmesterembedet for magistratens 2. afdeling forelå 4
107