115 / 219
C A R L E M I L F E N G E R S O M B O R G M E S T E R
et Beløb i Forventning om Efterbevilling; det var en å conto Be
taling paa et Beløb, om hvis Betaling man ikke nærede Tvivl«.21
Også ledelsen af hospitalsvæsenets forhold voldte bryderier.
Fengers ulyksalige »blandede afdeling« på Kommunehospitalet
var kun et uromoment blandt mange. En nyopdeling af afdelin
gerne på dette hospital syntes uomgængelig. Men hvordan skulle
sagen gribes an? Gennem den sidste menneskealder havde alt,
hvad der vedrørte hovedstadens hospitals- og sundhedsvæsen, været
særdeles brandfarligt stof. Hertil kom, at hospitalslægernes løn
forhold var ved at komme i søgelyset. Hidtil havde man lønnet
overlægerne beskedent ud fra den tankegang, at deres position og
erfaringer fra hospitalsarbejdet ville sikre dem store indtægter gen
nem privatpraksis. Men hvad nu, når hospitalsarbejdet beslaglagde
de fleste af dagens timer?22 Også reservelægernes lønforhold
trængte til revision. Den kvindelige medhjælp på hospitalerne, stue
konerne, var en stadig kilde til besvær. Disse usselt lønnede og
derfor bestikkelige kvinder var ofte hentet fra samfundets underste
lag, og deres moralske vandel var langt fra altid upåklagelig. En
reform syntes nødvendig. Men hvordan? Hertil kom, at kommu
nen snart måtte til at bygge nye sygehuse. Ikke nogen lystelig
tanke for en finansborgmester midt i en dyrtid.
Ved siden af disse to store problemkomplekser var der diverse
småærgrelser at indkassere. Den national-liberale inderkreds, hvor
til Fenger hørte, havde ikke glemt Schlegel, at det var ham, der
havde slået deres gamle ven Fenger ud ved borgmestervalget, og
man kan mærke, hvordan det fryder Krieger, da han får lejlighed
til i september 1873 at drille Schlegel med at få arkitekt Meldahl
ind i styrelsen for Thorvaldsens museum (i den plads, der var
ledig, efter at maleren Wilhelm Marstrand var død om foråret).23
Krieger havde fået støtte hertil af den gamle national-liberale
H. N. Clausen.24
8