120 / 219
S I G U R D J E N S E N
var efter alt at dømme et overstået stadium. 1876 tegnede sig som
et kriseår med stærk pengemangel og arbejdsløshed. Men selve den
ringe økonomiske aktivitet kan have frigjort en del kapital, som
lå og ventede på en gunstig og - ikke mindst - nogenlunde sikker
placering. Blandt andet derfor var det frugtbart, at lånet var ud
budt til offentlig tegning og på en sådan måde, at det i høj grad
appellerede til de mindre kapitalejere (små obligationsstørrelser,
kortvarig amortisation og mulighed for i første omgang kun at
indbetale 10 pct. af lånet og resten siden). Lånet blev udbudt til
kurs 90.
Disse forhold må have forekommet kapitalejerne favorable, for
tegningen gik hurtigt, og da mange obligationskøbere ikke nøjedes
med at indbetale den første rate på 10 pct., men straks indbetalte
alle 90 pct., strømmede pengene ind i kommunens kasse i et sådant
omfang, at det kom helt bag på de kommunale myndigheder. Det
gik naturligvis ikke an at have store kontante summer, som skulle
forrentes, liggende som død kapital, og kommunen havde på da
værende tidspunkt kun etableret forbindelse med to banker, hvoraf
den ene ikke modtog indlån. Man måtte altså i hast til at sørge for
passende placeringsmuligheder for pengene, indtil disse skulle ud
betales til kommunale formål. Det var næppe med nogen større
glæde, at finansborgmester Fenger den 15. maj 1876 i borger
repræsentationen gjorde rede for denne ikke særlig flatterende
situation, efter at et medlem, Moses Melchior, havde afæsket ham
en redegørelse. Det vigtigste var imidlertid, at pengene var kom
met godt ind, og at kommunen havde fået lånet på gode vilkår,
og Moses Melchior understregede da også med glæde dette sidste
forhold, da han takkede borgmesteren for redegørelsen. Begge
fandt, at der var grund til at tro, at det i stor udstrækning var de
mindre kapitalisters midler, der denne gang var blevet udlånt til
kommunen.34
118