124 / 219
S I G U R D J E N S E N
forstå, at de pågældende kommunale fonds skulle have erstatning
i form af kommunale obligationer af det faste lån. Der var ikke
tale om på ny at indkøbe de afhændede effekter.38
Borgerrepræsentationens reaktion var ikke særlig venlig. Gros
serer C. E. Thune sagde, at han ikke nærede tvivl om, at borg
mesteren ville sørge for at få lånene så billige som muligt, men det
ville være en betryggelse for forsamlingen, hvis der nedsattes et
rådgivende udvalg på tre medlemmer, der kunne samarbejde med
borgmesteren og, om han ønskede det, dele ansvaret med ham.
Professor Julius Thomsen fandt, at det ville være mere hensigts
mæssigt, om sagen gik til almindeligt udvalg, som da eventuelt
kunne stille forslag om »at sende Tillidsmænd til Magistraten«,
og han fik støtte af bankdirektør Reimann. Herforth derimod var
imod noget sådant. Ansvaret måtte lægges hos borgmesteren og
kun hos ham.
Hos alle disse talere mærker man ringe velvilje mod borgmeste
ren og hans planer. Men ud fra deres uvenlige indstilling når de
til diametralt modsatte konklusioner. Thune, Julius Thomsen og
Reimann ville give Fenger kontrollanter, Herforth ville forhindre
Fenger i at få den mulighed at få dækning for sine dispositioner
hos sådanne kontrollanter.
Situationen er karakteristisk for en politisk forsamling, der ikke
er delt op efter nogenlunde klare partilinier. Medlemmerne var
alle mere eller mindre national-liberalt orienterede højremænd.
Et forsøg på at få venstremænd ind i borgerrepræsentationen var
gjort i 1874, men med så ringe held, at venstre det følgende år
undlod at gentage forsøget.30 Først i 1893 fik venstre og socialde
mokratiet indvalgt borgerrepræsentanter.40 Fenger havde ikke no
get parti, med hvilket han i forvejen kunne have drøftet sagen,
og som derefter kunne tage et medansvar, og hans modstandere
havde ikke en klar linie i deres modangreb, fordi de ikke udgjorde
122