125 / 219
C A R L E M I L F E N G E R S O M B O R G M E S T E R
noget parti. Meget tyder på, at de knap nok har drøftet sagen i
forvejen. Men debatten var i al fald pinlig for borgmesteren, og da
kommerceråd J. W. Heimann tog ordet og vendte sig mod tanken
om et udvalg i lidt mindre uvenlige vendinger end de foregående
talere, skyndte Fenger sig at takke ham - og kun ham —for de
faldne udtalelser, hvorefter han optog en diskussion med ham om
tilbagebetalingsterminen for lånet. Fengers modstandere lod sig
imidlertid ikke distrahere. Thune, der for denne aften synes at
have betragtet sig som Fengers fjende nr. i, rejste sig og stillede
for tredie gang i aftenens løb sit krav om et kontroludvalg. Sagen
kom til afstemning, og med 21 stemmer mod 5 vedtoges det at
nedsætte et sådant udvalg på tre medlemmer. Det blev Reimann,
Thune og Herforth.41
Medens Fenger således mødte adskillig modstand på det finan
sielle område, gik det ganske glat på hospitalsområdet. De mørke
skyer, som »den blandede afdeling« på Kommunehospitalet havde
fremkaldt, var nu spredte, efter at afdelingen var blevet rent kirur
gisk, og Fenger havde vel lært af den historie, at han ikke uden
videre kunne diktere overlægerne sin vilje. Der måtte forhandling
til, og den tog han fat på. Den 4. oktober 1875 skrev han ret
så fornøjet til sin ven arkitekt F. Meldahl, at han er klar med
et forslag til en bedre indretning af sygeplejen på Kommunehospi
talet. Han har drøftet den nøje med overlægerne, og de er fuld
stændigt enige.42
Overgangen til »den nye sygepleje« er skildret andetsteds,43 og
her skal kun lige nævnes, at med den udskiftedes de hidtil an
vendte »stuekoner«, hvis standard i mange tilfælde var ringe, med
skolede sygeplejersker. Fenger må dele æren for denne reform med
andre, men det har givetvis været til uvurderlig nytte for tempoet
i reformens gennemtrængen, at der som hospitalsborgmester sad
en mand, der ikke alene fuldt ud gik ind for den, men som kunne
123