112 / 219
S I G U R D J E N S E N
skulle så vise, hvor meget ideen var værd. Og her var Fenger
uheldig. Den blandede afdeling blev en fiasko.
Hvor meget dette skyldtes, at ideen ikke var god nok, og hvor
meget det skyldtes, at den mand, som skulle føre den ud i livet,
den nye afdelings overlæge, dr. med. F. V. Rasmussen, var den
uvenligt stemt, er det svært at trænge til bunds i. Men det varede
i al fald ikke længe, før den årlige beretning fra afdelingens over
læge var en lang klagesang over det uheldige system.10
Denne sag kan ikke have været den allerheldigste baggrund for
Fengers ansøgning om at blive hospitalsborgmester i foråret 1873.
Kriegers foran citerede dagbogsnotits fortæller os, at der var mindst
en hindring til: Ehlers vil gøre hvad han kan for at forhindre det.
Ingeniøren E. D. Ehlers, siden 1858 borgmester for magistratens
4. afdeling (den tekniske afdeling), var en formidabel modstander
at have. Denne rastløse og sparsommelige slider havde bragt orden
i meget indenfor kommunens administration i de 16-17 år, han
hidtil havde været borgmester. Han holdt alle tråde i sin hånd og
var med i småt og stort; han var manden, der var vant til at få
sin vilje. Nu var, næsten på en gang, to af hans borgmesterkolleger
faldet fra. Ikke alene 2. afdeling, men også 1. afdeling stod over
for at skulle skifte chef. Kun borgmesteren for 3. afdeling (for
sorgsafdelingen) H. A. V. Knudsen var tilbage af den tidligere
kreds. At få en så selvsikker personlighed som C. E. Fenger ind i
magistraten måtte føles lidet tillokkende for en herskernatur som
Ehlers’ . De to herrers veje havde for resten krydset hinanden under
arbejdet med forberedelsen af toldloven 1863.
Havde Fenger således en mægtig modstander indenfor kommu
nalbestyrelsen, havde han også indflydelsesrige venner, bl.a. arkitekt
F. Meldahl, der siden 1866 havde været medlem af borgerrepræ
sentationen og var blevet en af dennes mest aktive medlemmer.11
Fengers modstandere valgte at samle sig om rådmand Schlegel.
110