![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0179.jpg)
A N M E L D E L S E R
siges det, at den i en lang årrække tilhørte nationalbankdirektør Winthers
familie — de har den så sandelig endnu.
Når man som anmelderen har haft det privilegium i 15 år at bo i det
eneste af disse huse, som vender gavlene øst-vest og altså har hele fordelen
af sydsolen, er det lidt bedrøveligt at se Strømstad springe fra Emiliegade 9
til Vodroffsvej 10 og 8 (hvis grunde går helt ud til dæmningen) og altså
lade det Ramm’ske familiehus, Emiliegade 6 uomtalt, og det så meget mere,
som han s. 97 bringer et billede angivelig med udsigten herfra. Jeg er iøvrigt
ikke helt sikker på, at denne angivelse er rigtig — jeg ville tro, at fotografen
har stået længere mod syd, og at billedet snarere er taget fra Vodroffsvej nr. 8.
Det skal ikke bestrides, at fabrikant S. C. Haubergs virksomhed (s. 19 1-
92) blev en del af Titan, men for det første var fabriksvirksomheden begyndt
allerede 1871 — altså 16 år før Fredensbrodæmningens anlæggelse —da hans
fader J. C. Hauberg og J. H. Hellerung købte Gamst & Lunds Eftf. — og
for det andet var Titans egentlige kærne den af Hans Rudolph Koefoed an
lagte virksomhed. Han fik borgerskab 1857, men havde allerede i december
1856 nedsat sig som vogn- og grovsmed på 3. blegdam, hvad der godt kunne
have været nævnt s. 180 i forbindelse med Rasmussens bronzestøberi.
Om den »parisiske« bebyggelse af Søtorvet er der naturligvis en del at
hente i bogen. Strømstad citerer i denne forbindelse en artikel af murer
mester Zehngraff i Arkitektforeningens Tidsskrift 1908 og omtaler hans be
gejstring for kvarteret. Det er en meget pudsig artikel, men anmelderen føler
sig ikke overbevist om, at begejstringen skal tages helt alvorligt. Visse en
keltheder, bl.a. den lyse gård »med sine mindst 3 Alen« til nabogrund,
kunne godt tyde på, at ironi ikke har været Zehngraff fremmed.
Men som fremhævet, alle disse småtterier må ikke opfattes som
ensmå
lig kritik overfor en bog, som det er en fornøjelse at blade i, en fornøjelse at
læse. Der ligger et stort stykke arbejde bag skabelsen af en sådan skildring,
og Strømstad har heldigvis forsynet bogen med ordentlige registre, som gør
det muligt straks at finde både den bestemte lokalitet og de mange personer.
Det Berlingske Bogtrykkeri og Ellegaard Frederiksen har sørget for den både
diskrete og værdige ramme. Mere behøver man ikke at sige om den ting.
Må det til slut anbefales læserne, når de har set sig mætte på Købkes jo
iøvrigt stemningsfulde — og godt gengivne — maleri på smudsomslaget med
de to kvinder ved flagstangen (med splitflag), der stirrer efter det bortdra
gende selskab i robåden på den stille sø, så at tage omslaget af og glæde
sig over samme malers let henkastede blyantsskitse på bindet. Er det kættersk
at sige, at tegningen — uden den berettende staffage - ved sin umiddelbare,
improvisatoriske karakter er så langt at foretrække?
Albert Fabritius.
12
*79