177 / 219
A N M E L D E L S E R
Nu være det naturligvis langt fra nærværende anmelder at ønske andet og
mere end en biografi, og Henrik Müller er ikke den eneste af denne periodes
hovedaktører, der hidtil har savnet monografisk behandling. Nogen let op
gave er det ikke, dr. Jørgensen har stillet sig. Kildematerialet er ganske vist
stort, men ensidigt, nemlig de officielle akter — familiearkiver og privatbreve
mangler totalt og dermed hele det stof, der skulle kunne bidrage til den
egentlige belysning af Müllers psyke og danne grundlaget for en personkarak
teristik. Den minutiøse gennemgang af det omfattende officielle materiale
repræsenterer i sig selv en vældig arbejdsindsats, og det er lykkedes forfatte
ren at tegne et ganske levende billede af Henrik Müllers person, mest iøvrigt
indirekte, for nogen sammenfattende karakteristik indlader Johan Jørgensen
sig ikke på at give. Han nævner et sted (s. 227), at Müller indtager en
fremskudt plads i dansk administrationshistorie — dette positive resultat af
hans forsken er vel dokumenteret gennem skildringen af generaltoldforvalte-
rens og rentemesterens virksomhed — og han fastslår endvidere (s. 2 3 1), at
Müller er en af de mærkeligste og betydeligste borgere, København har haft.
Men han tager ikke direkte stilling hverken til Fridericias karakteristik
(Bricka X I, 586) eller til Bøggild-Andersens formulering: »Han var i meget
et Forretningsgeni, men samtidig meget af en Svindlernatur, uden mange mo
ralske Skrupler, spredt og urolig i sit Initiativ og ofte usikker i sit Skøn.
Blandt de virkelig store Skikkelser i dansk Erhvervsudvikling kan der næppe
tilkomme ham en Plads« (DBL X V I, 276). Med den modificering af ud
trykkene, som Bøggild-Andersens oftest meget kategoriske form kan behøve,
er denne karakteristik næppe helt forkert; den mangler den anerkendelse af
Müllers administrative talenter, som det er Johan Jørgensens fortjeneste at
have påvist, men modsiges iøvrigt, så vidt det ses, ikke af det materiale, dr.
Jørgensen fremlægger.
En nærmere redegørelse for Henrik Müllers embedskarriére og for hans
udstrakte handels- og finansvirksomhed kan næppe anses for påkrævet her,
men hans forhold til hovedstaden bør billigvis omtales på dette sted. Han
kom til København i 19 års alderen 1628 og giftede sig nogle år senere med
en datter af rådmand Hans Jensen i Varberg. Datoen har tidligere (således
i D BL) været opgivet til 8. maj 1636 — Johan Jørgensen siger 6. juli 1633,
desværre uden at opgive sin kilde; det kan altså beklageligvis ikke ses, om
det er en lapsus eller en korrektion.
Hvor Müller har haft til huse i disse første år, hvor han tillige påbegyndte
sin private forretning jævnsides med sin embedsvirksomhed, ved man ikke,
men allerede 1640 var han så økonomisk velfunderet, at han kunne købe
et hus på Østergade og 1641 tillade sig at opføre den prægtige senrenaissance-
gård, der senere blev kendt som Efterslægtens gård og så sent som i vort
175