174 / 219
Z E L I A N. A N D R U P
I senere år har jeg tit tænkt på, hvordan det dog kunne gå til,
at klosettet ikke dagligen flød over. Det hændte ganske vist under
tiden, at den store potte gik over sine bredder, og pigerne måtte til
kaldes. Den blev så også tømt nede i gården. Spanden blev daglig
tømt eller rettere natlig. Jeg formoder, at den stilledes ud til »Nat
manden« på køkkentrappen. Der
må
have været en vis forbindelse
mellem pigerne og »Natmanden«, for en sød og nydelig, ung stue
pige, vi engang havde, forlovede sig til min ubeskrivelige rædsel
med dette begreb »Natmanden«, som jeg aldrig havde set, men
hvis funktion jeg var vidende om. Han repræsenterede for mig
det mandlige sidestykke til min barndoms mare: »Sorte Mette på
den skæve trappe«.
Det forekommer mig, at der hyppigt vaskedes gulv, og mindst
en gang om ugen blev tæpperne børstede med våde teblade, småt
skåren, stænket hvidkål eller —når lejlighed gaves - med sne.
Vindueskarmene var ofte fulde af disse ækle små, trillende sod
kugler, som alle københavnere i den indre by må kende; men
det betyder ikke, at det var sjældent, der vaskedes i vinduerne.
De kommer sikkert fra dag til dag.
Stuepigen dækkede bord, vartede op, vaskede servicet af og
strøg alt tøjet. Hun eller Ejberg bar daglig en stor bakke med
smørrebrød og kaffe ind på kontoret til personalet. Det var alt
andet end luksuriøst smørrebrød som vore tiders »høje mad’er«
med halve kyllinger, mayonnaisesalater og »dyrlægens natmad«,
hvor to-tre slags pålæg er dynget ovenpå hinanden. Nej, det var i
al beskedenhed rugbrød med forskellige slags pølse, leverpostej og
ost, en tallerken med 5-6 stykker til hver. Frokostbespisningen
kunne altså tælles således op: 11 familiemedlemmer plus onkel
Asmussen, 3 tjenestepiger, 4 kontorister plus Ejberg, hvilket giver
20 personer. Intet under, at der trods den ret spartanske levefod
gik en del til i det hus.
172