169 / 219
E R I N D R I N G E R
og fremmest havde jeg sukkerhuset lige overfor at kigge på, og
morsommere genbo har et barn sjældent haft. Der skete næsten
altid noget derovre; snart var det kranen, der hejsede sækkene op
og ned, og bevidstheden om deres søde indhold gjorde dem meget
spændende, snart var det de tunge arbejdsvogne, der rullede ind
og ud af den store port. Så var der selve arbejderne, som gik rundt
med sækkelærredsforklæder og benklæder, men ellers intet, og det
endda ofte i den hårdeste vinterkulde. Opløb i gaden var både
hyppige og meget skattede. Bedst af alt var det opmuntrende syn
af »Jomfru Tidsfordriv« i sin pjaltede, sorte kjole med en stiv
bræmme af gadeskidt forneden og med den blomsterprydede hat
dinglende på det ene øre og den sædvanlige hale af hujende og
skrigende gadedrenge, der spredtes som rotter, når hun rasende
slog efter dem med den ganske ubeskrivelige paraply. De mange
hunde var heller ikke at foragte, de var sjove at kigge på, både
når de satte sig og lavede, og når de snusede hinanden i halerne.
Det mest dramatiske var dog de fulde mænd, der sloges enten
indbyrdes eller med politibetjenten, der kom for at tage dem på
stationen. Dengang købte man en flaske brændevin for en halv
snes øre, så det var intet under, at gaden særlig henad aften vrim
lede med berusede mennesker, og det var ikke det fineste publikum,
der holdt til i Dr. Tværgades vestlige ende. Der lå dansebulen
»Kæden« og overfor den »Herberg for hjemløse«, to etablissemen
ter, som satte deres tydelige præg.
Bag spisestuen lå det sidste af lejlighedens mange værelser. Man
kom derind fra en gang, som forbandt spisestue og køkken. Det
var oprindeligt mine forældres soveværelse, og bag det store skab
derinde gemte min far den fatale ridepisk, hvormed han afstraffede
børnene, indtil min mor forbød det. Selv har jeg aldrig været ude
for den behandling, men de lidt ældre søstre, særlig Julie og Astrid,
hvis karakterbøger sjældent svarede til min fars forventninger, fik
1 6 7