167 / 219
E R I N D R I N G E R
sålænge vi var for små til at spise sammen med den øvrige familie
i spisestuen. Ørebetændelse var min barndoms svøbe. Hvor ofte
har jeg ikke ligget om natten og vredet mig af smerte, mens jeg
ventede på det lille befriende knald, når trommehinden brast og
gav luft for det udstrømmende pus. Jeg var så vant til den omgang,
at jeg roligt gik i skole efter sådan en nat. En af lærerinderne så
engang, at pusset drev mig ud af øret og havde dannet en stiv
skjold på min skulder. Jeg blev sendt hjem, men jeg var forbavset
over, at der blev gjort sådan et nummer ud af det, for nu gjorde
det jo ikke ondt længere.
Skønt enhver, der ser barnebilleder af mig med den halvåbne
mund og det imbecile udtryk, kan se, at jeg havde adenoide vegeta
tioner, faldt det hverken min mor eller dr. Siemsen ind. Helt al
mindeligt at skrabe vegetationer ud på børn var det nok ikke i de
år, men der er dog mange af mine samtidige, der fik det gjort. Det
er ikke med særlig venlighed, at jeg tænker tilbage på denne hus
læge, en homøopat og modelæge, der kom kørende i en elegant
»Kupé« og trinede ind i stuen med høj silkehat og handsker i hån
den og skinnende blanke laksko på fødderne, mens der stod et
kølvand af vammel parfume efter ham. Sommetider blev mine
ørebetændelser behandlet med varm olie hældt i øret før Perfora
tionen og udskylning med lunkent vand efter. Meget ofte blev de
ikke behandlet. Det er et Guds under, at jeg ikke er blevet døv
eller i det mindste tunghør.
Undertiden hændte det, at jeg om natten for skrigende op i
sengen. Hele gulvet vrimlede af små, lodne, firbenede trolde med
røde øjne og lange haler. De tumlede rundt, rev og sled i hinanden
og samlede sig tilsidst under min seng. Jeg havde den forestilling,
at hvis blot den mindste del af mig selv kom udenfor sengen, ville
jeg få overbalance og falde ud, ned til de gyselige tingester, som
så ville æde mig. Naturligvis var det Marie, som frelste mig. Hun
1 6 5