162 / 219
Z E L I A N. A N D R U P
I den bageste del af stuen i væggen ind mod barneværelset var
der et vægskab, som vi kaldte »Hullet«. Fra min tidlige barndom
husker jeg ikke, at der var andet deri end gamle aviser og mad
papir, som vi børn havde pligt til at skære ud i passende størrelser
til henholdsvis klosetpapir og madpakker. W-C-ruller var et ukendt
begreb ligesom senere tiders fedttætte papir, for ikke at tale om
noget så luksuriøst som mellemlægspapir. Madpapiret var et tarve
ligt, halvt klatpapirsagtigt produkt, som omgående sugede al fug
tighed og altid var ulækkert og skjoldet, når man tog skolemaden
frem. Alt papiret lå på gulvet, men senere fik jeg mere interesse
for hylderne ovenover. Her havde min mor nemlig al den spiritus,
som ikke lå i vinkælderen; rom, cognac, sherry, angosturabitter og
hendes egne hjemmelavede likører stod opmarcheret på hylderne,
og til »Hullet« stimlede man i de sidste år, jeg var hjemme, for
at få en aperitif før middagsmaden. Min far deltog mærkeligt nok
aldrig i denne skik. Han havde ikke megen smag for vin og spiri
tuosa, men det havde min mor, og det var også hende, der af
gjorde, hvilke vinsorter der købtes ind. Hun havde en hel lille likør
fabrik i hjemmet. Undertiden var spisestuesbordet i hele sin længde
opfyldt af et indviklet system af glasrør, et destillationsapparat, hvor
en farvet likør kogte i en glaskolbe over et spritapparat i den ene
bordende for senere at opsamles dråbevis i klar tilstand i en be
holder i den anden ende. Hun lavede brun og hvid Cacaolikør,
Benedictiner, Curacao og Angostura, og hendes produkter var af
en langt bedre kvalitet, end de hjemmelavede rædsler, man ellers
kommer ud for. Der var ikke alene kvalitet, men også kvantitet i
dette foretagende. Min mor døde i 19 2 1, og endnu i dag har jeg
en enkelt flaske Angustura tilbage, skønt Otto med forkærlighed
drak netop dette hjemmelavede produkt. Jeg siger ikke, at vi i alle
disse år
kun
har drukket »Anita-Angostura«, som hun kaldte den,
men det var sjældent, at vi købte. Når det erindres, at jeg jo ikke
160