163 / 219
E R I N D R I N G E R
netop er enebarn, og at mine søskende også har fået deres andel,
og at vi i år har 1954, så ses det, at det ikke var få flasker, hun
efterlod sig. Selv regnede hun Angosturaen for sit mesterstykke, og
opskriften opbevares som en helligdom i familien.
Fra spisestuens mørkeste hjørne til højre for døren til daglig
stuen førte en dør ind til et tredie gårdværelse. Den stue har haft
mange bestemmelser i tidens løb. I de første år var den dels skabs-
værelse, dels undervisningslokale. Min far har i familien fået ord
for, at han ikke havde andre interesser end jura og politik, men det
passer nu ikke. Børnenes opdragelse både legemligt og åndeligt
interesserede ham i anderledes grad, end den interesserede min
mor. Han var et stykke af en original og havde mange snurrige
idéer, som for eksempel da han fandt ud af, at mennesker ikke
udnytter hændernes og fingrenes kapacitet, som de burde. V i fik
en lærer i »Fingergymnastik« og en illustreret lærebog i dette sære
fag. Det var mest de ældre børn, som måtte holde for, men vi
måtte dog alle ind i denne skolestue og virre med fingrene efter
lærerens anvisning. Jeg lærte kun lidt af den velsignelsesrige idræt,
hvad jeg ikke beklager, for jeg tvivler om, at nogen af eleverne
har haft gavn af den.
Desuden blev her undervist i sløjd og træskæring, særligt i den
grasserende »almuestil«, og heri deltog flere børn af mine for
ældres venner. Selv var jeg på det tidspunkt for lille til at deltage
i den slags ting.
I tidernes løb har flere af familiens medlemmer haft soveværelse
her, og tilsidst var det min fars og min broder Holgers. Det fore
kommer mig, at min far døde i dette værelse ( 1 9 1 3 ) .
Til venstre for »Hullet« inde i spisestuen var døren ind til det
sidste gadeværelse, barnekammeret. Her boede de fem yngste børn
plus barnepigen Marie, da vi flyttede ind i 1886. Marie var min
barndoms og ungdoms gode fe, og til hende vil jeg senere vende
11
161