159 / 219
E R I N D R I N G E R
den hvide marmorkonsol stod en alabast-venus under en glaskup
pel. Venus var jeg ligeglad med, men ved hendes fødder svømmede
en delfin, og den fandt jeg ulige mere interessant. Det aller mor
somste derinde var dog »Gedebukkebensovergeneralen«. Han sad
under konsollen og var helt forgyldt, og så sad han der endda med
to hoveder. At disse var knægtene, der bar konsollen, og at krop
pen var en lille forgyldt vase på fodstykket, betød jo mindre. Mange
gange har jeg siddet på gulvet og snakket med ham, mest om
Venus ovenpå, som han heller ikke brød sig større om, og samtidig
moret mig over at se mig selv i spejlet i fortrolig samtale med
generalen.
I kabinettet hang to af de få malerier, huset ejede; det ene, et
stort billede af Liebert forestillende en grønlig måneskinsnat ved
en fjord, fortalte mig ikke noget. Jeg var kun imponeret af den
svære, forgyldte ramme og den beundring, hvormed min mor og
familiens voksne medlemmer talte om det. Det gjorde derimod det
andet maleri, som hang over flygelet på væggen ind til dagligstuen.
Endnu den dag idag aner jeg ikke, hvad det forestiller, eller hvem
der har malet det. En ridder i heroisk kostume står og taler med
en »doajlig« dame med gyldent, krøllet hår; hun sidder på en
sten, tror jeg, og hendes hvide gevandt flagrer bagud fra hendes
hoved. Himmelen blusser rødligt, og i baggrunden aner man skibe
i brand. Snart var det Hagbart og Signe ved det brændende jom
frubur. At Signe sad velbeholden i blæsevejr med sit flotte ge
vandt, generede mig aldeles ikke. Eller det var en bortførelse, der
blev forpurret af de nedrige slægtninge, der havde sat skibet i
brand, medens de elskende intetanende snakkede sammen. Eller
det var Sigurd og Brynhilde. Det var tusinde ting fra mytologi eller
romaner. Dette billede var en af de meget få ting, jeg gerne ville
have haft fra mit barndomshjem, men det er sikkert kun godt, at
*57