154 / 219
Z E L I A N. A N D R U P
far, at denne ældste og meget elskede søn sluttede op om Brandes,
og følgelig blev alt ondt ledet tilbage til Brandes - selv en platte!
På den spærrede dør til det næste gårdværelse stod hans divan
eller sovesofa, og over denne hang et kobberstik af Madame de
Sévigné.
Det eneste for mig interessante i stuen var senere et stort fugle
bur med tropiske fugle. Jeg kunne sidde i timevis og se på de gul-
kindede astriller, de himmelblå sommerfuglefinker, de buttede ze
brafinker, og hvad de nu hed allesammen. Især var det en tjans
at få lov til at give dem rent sand og badevand, men det var nu
ikke så vanskeligt at opnå det privilegium, for de voksne søskende
var glade for at få de små til at gøre det, og jeg var den eneste
af »de tre små«, der brød sig om fuglene.
Det næste værelse til gården var »de tre stores« soveværelse. Her
lå Bertha syg under sin livsfarlige blindtarmsbetændelse i 1892.
Jeg husker, hvordan vi på tå måtte liste forbi døren, at entréklok
ken var omviklet med klude, og at der herskede en tung og uhyg
gelig stemning over hjemmet i de dage, krisen stod på.
Da Bertha blev gift (1895 ), havde de to andre søstre værelset
i et par år, indtil min mor overtog det. Hun fik nogle gode møbler
derind, blandt andet et smukt mahognichatol, som vi kaldte »det
Bjelkeske møbel«, sandsynligvis efter den auktion, hvorpå det var
købt. Desuden havde hun et vældigt trefløjet klædeskab i sort og
brunt træ og med spejl i midterdøren. Det havde tilhørt grevinde
Danner og er nu havnet hos den norske gren af familien. I dette
skab havde min mor hele sin garderobe. Hun var udpræget sirlig
med sig selv og sit tøj, og hendes hatte og frakker blev aldrig
hængt i entreen blandt den øvrige families; hun tog det ind og
hængte det i sit skab.
I den lange entré var der kun een dør til venstre, og den var
J 5 2