149 / 219
E R I N D R I N G E R
lig«, sagde min mor, og hun vidste, hvad hun talte om. Men han
ville ikke have nogen ved siden af sig under udførelsen af dette
højtidelige hverv, og han ville have cognac til saucen.
Meget ofte var det Ejberg, som hentede os, når vi som små
var til selskaber og baller. Vi kunne godt lide ham, og han var
altid rar imod os, selv om vi grinede af hans overskæg.
Blandt andet skulle han vække Holger, når han skulle i skole.
Det skete ved, at han stak sit runde hoved ind ad døren og høj
tideligt forkyndte: »Nu er det atter dag i Danmark!« Dette sagde
han hver morgen præcis kl. 7, uanset om det var vinter eller
sommer.
Fra forkontoret førte en dør midt i værelsets bagvæg ind til
»onkel Asmussens« kontor. Sådan kaldte vi ham, skønt der ikke
var fjerneste familieforbindelse. Hans kontor var yderst beskedent
møbleret, og passede godt til denne mand af spartanske vaner.
Skønt der på den tid gik en hesteomnibus fra Frederiksberg, faldt
det ham aldrig ind at bruge den. Han gik hver morgen i al slags
vejr den lange vej fra Ceresvej, hvor han havde sin villa, og ind
til kontoret. Jeg mener også, at han gik hjem. Hans spisevaner
var ligeså enkle. Sin frokost fik han sammen med min familie;
hans yndlingsret var stegt flæsk med stuvede kartofler, men efter
den lille varme ret spiste han aldrig smørrebrød med forskelligt
pålæg, som de andre ved bordet. Han talte 5-6 stykker franskbrød
op og lagde dem i en stabel ved siden af sin tallerken, og dem
spiste han uden smør, men med appelsinmarmelade. Han var en
meget varmhjertet mand og en fremragende jurist. Sans for humor
manglede han ikke, hvilket en dag gav sig et besynderligt udtryk.
Han havde været i retten i en sag mod en byggesvindler, og da
han kom ind til frokost, spurgte min far, hvordan sagen var for
løbet. Onkel Asmussen grinede bredt, gned sig i hænderne og
svarede: »Jeg fik da defenderet den slubbert et par ekstra måneder
til«.
10*
147