151 / 219
E R I N D R I N G E R
egetræsbord med udskåren træramme og indfældet klæde i sam
me farve og derom fire stole svarende til sofaen. Alle vinduerne
var draperet med et dobbelt sæt gardiner, hvide blondegardiner
underst og derover vinrøde damaskes dito. Min fars store skrive
bord med reol til lovsamlinger og håndbøger stod ved det neder-
ste vindue på væggen ind imod kabinettet. I det modsatte hjørne
tronede en vældig, hvid fliseovn med blankpoleret messing-fyrdør,
en grel modsætning til den lille, kedelige ovn inde hos onkel Asmus-
sen. Langs væggene var flere røde plydsstole og reoler, hvis hylder
var bræmmede med røde klædesstrimler. I en periode stod her
også et opretstående klaver, hvorpå vi børn måtte øve os efter
kontortid for at skåne familien for »Ederland Hønsepige«, udtog
af: »Den hvide dame« og den slags numre af »Ungdommens Me
lodialbum«, som udførtes med behørigt fingerkravl. Senere van
drede klaveret ind i spisestuen og erstattedes med en reol, hvori
de tre yngste børn fik tildelt hver en halv hylde til skolebøger og
leksika.
Kontoret var nemlig også læsestue, hvor vi i gymnasietiden for
beredte os til skolen. Hver aften sad vi med vore lektier om det
firkantede bord, men det hændte jævnligt, at min far kom med
sine dokumenter og indtog fjerdepladsen. Han holdt af at have
mennesker om sig, når han arbejdede, og han interesserede sig
levende for vort skolearbejde, hvilket vi ingenlunde påskønnede
efter fortjeneste.
Læste vi f.eks. Sallust, gjaldt det om at skjule dette faktum; for
min far nærede stor forkærlighed for denne forfatter, og opdagede
han, at vi læste Sallust, ville han absolut læse med os, hvilket fore
gik med de vidtløftigste kommentarer om Roms indre og ydre
politiske forhold, om embedsmændenes bestikkelighed, Jugurthas
snedighed og hans mange rænker samt om hans sultedød i fængs
let, alt sammen noget, som var den halvanden eller små to siders
1 4 9