148 / 219
Z E L I A N. A N D R U P
Væggen overfor indgangsdøren var dækket af en stor reol med
firkantede rum til dokumenter. I hjørnet stod kakkelovnen med
kulkasse og den uundgåelige spyttebakke. Til højre for døren
ind til Asmussens kontor var en stumtjener til kontoristernes over
tøj. For enden af pulten et par stole til ventende klienter.
Mens vi endnu opholder os i forkontoret, må jeg fortælle lidt
om husets mandlige faktotum, Ejberg.
Han var på een gang kontorbud og altmuligmand hos familien.
Jeg husker ham som en midaldrende, let skaldet mand med et
kuglerundt hoved og lidt blussende ansigt. En blond moustache,
som han stadigt viksede, var hans store stolthed. Maven var
kuglerund, og kuglerunde de let udstående, vandblå øjne. Han
var en pålidelig og flittig mand, der vistnok var noget tilbøjelig
til at tage sig en tår over tørsten i sin fritid. En enkelt gang var
der vrøvl med ham på dette punkt, men han blev dog i tjenesten
i en for mig uoverskuelig årrække.
Hans arbejde udover budtjenesten for kontoret bestod i at bære
brændsel til husets mangfoldige kakkelovne, ordne lamperne, hvor
af jeg husker et regiment opmarcheret på køkkenbordet. Det var
mest ret lave, stærkt forsirede bronzelamper. Vi havde flere ens af
denne type, men der var også høje lamper af engelsk plet, som
kun kom i brug ved festlige lejligheder. Rensning af spyttebakker
ne - en i forkontoret, en i min fars kontor og en i dagligstuen ved
siden af kulkassen —var også hans job. Sandet blev skiftet ud,
og nyt, fint udtunget papir, omtrent som nutidens lagkagepapir,
lagt i bunden, inden det nye sand fyldtes i. Det var også ham,
der pudsede fodtøj for hele den store familie på elleve personer,
to forældre og ni børn.
Desuden gik han tilhånde på mange mærkelige områder. Det
var således Ejberg, der lavede forloren skildpadde til juleaften,
og det var han en mester til. »Ejbergs skildpadde er uovertræffe
1 46