152 / 219
tv
lektie så temmeligt uvedkommende. Men min far morede sig og
lo og forklarede, til øjnene var nær ved at trille ud af hovedet på
mig, og jeg vaklede i seng med en rigtig skidt samvittighed, for
der var jo ikke blevet tid til at forberede nogen af de andre fag.
»Det store kontor«, som rummet benævnedes i familien, var
på een gang chefens kontor, konferenceværelse, læseværelse og fa
miliens festsal; det var julestue, balsal og en uforlignelig legestue.
Der var tæppe under skrivebordet og et meget stort tæppe midt
på gulvet, der hang flere billeder på væggene, men jeg husker
dem ikke mere. Kun ved jeg, at der over skrivebordet hang et
maleri af en opkørt landevej gennem et bakket hedelandskab med
blomstrende lyng. Billedet var vist erhvervet på en Charlotten-
borgudstilling. Det var indrammet i en sortlakeret ramme med
en forkrøbbet guldliste inderst.
På de to piller flankerende sofaen hang et par lampetter til
stearinlys og midt i loftet en lysekrone af mørkt, drejet egetræ.
I vinduerne havde min mor en del af sine potteplanter; der var
flere eksemplarer af agapantus, som hun særlig yndede; den jule
træslignende arokaria talte mere til min fantasi end de kedelige
agapantus, som jeg betragtede som »bladplanter«, hvilket er meget
uretfærdigt. De blomstrede med dejlige, blå blomster, men det var
som oftest om sommeren ude på landet, når der var så mange
andre smukke blomster i haven. En tid stod en viftepalme, vel
nok en sølvbryllupsgave (1893)
naturtræsstativ beklædt
foroven med barkskiver i tunger ved siden af den røde sofa.
Om søndagen fik vi lov til at flytte møblerne ud til væggene
eller ind i Asmussens kontor, og så gik det løs med opførelser af
komedier —enten selvfabrikerede eller byggede over eventyr fra
» 1001 nat« eller H. C. Andersen. Eller vi legede »alpegang«, gym
nastikskole, skjul i mørke, eller vi spillede top, hvilket sidste natur
Z E L I A N. A N D R U P
1 5 0