158 / 219
Z E L I A N. A N D R U P
På væggen modsat vinduerne stod i den sidste halve snes år,
jeg var hjemme, et stort mahognichatol. Det var ikke noget arve
stykke, og jeg ved ikke, hvor det kom fra, men min mor havde
fået smag for at gå på auktioner, og hun købte både møbler og
kobberstik, når lejlighed gaves, så det er rimeligt at antage, at det
var et auktionskøb.
Kakkelovnen i dagligstuen var et stort, rundt jernskrummel med
en krone af gennembrudt smedearbejde, hvorover der tronede en
mægtig gipsbuste af Appollon Belvedere. Foran ovnen stod en
skærm, en gave fra de to ældste børn. Den bestod af en bred
mørk træramme, som Johannes havde skåret ud i almuestil, en
form for husflid, der var meget skattet i hjemmet, og som satte
sig talrige spor. I rammen var udspændt et stykke musegråt fløjl,
hvorpå den ældste datter, Augusta, hjemmets beundrede »kunst
ner«, havde malet en kastaniegren i efterårets rødbrune og gule
farver. Den har sikkert været gyselig, men vi små børn var jo lette
at imponere. Ved siden af kulkassen stod privatlejlighedens eneste
spyttebakke. Jeg husker ikke, at andre end min far nogensinde
brugte den, ikke engang gæster, hvilket i grunden er mærkeligt,
da min far aldrig røg tobak i nogen som helst form, og han skråede
heller ikke. Det samme gælder »onkel Asmussen«. Men min far
hostede engang imellem en smule, og så fik han brug for spytte
bakken.
Mellem dagligstuen og »det store kontor« lå kabinettet. Farven
i denne stue var bronze. De lette nøddetræsstole med medaillonryg
og sæde uden frynser, den lille to-mandssofa, portierer og gardiner,
alt var bronzebrunt. Det store, sorte flygel stod udfor det nederste
vindue og på pillen mellem vinduerne et forgyldt konsolspejl, der
forekom mig uhyre højt, gående fra gulv til loft, hvor det endte
i et topstykke med en fakkel og fasces lagt i et liggende kors. På
1 5 6
>