153 / 219
E R I N D R I N G E R
ligvis krævede, at også det store tæppe blev fjernet. Jo, der har
vi moret os dejligt.
En senere tids mere fornuftige anvendelse af søndagene til ud
flugter var kun sjælden i mit hjem; dog hændte det undertiden,
at min far spadserede med os ud til »Over Stalden« i Charlotten-
lund, hvor han belønnede os for den lange gåtur med en bøf og
pandekager ovenpå.
»Det store kontor« var bindeleddet mellem kontorerne og privat
lejligheden, idet det havde en fløjdør til begge sider. Familiens
officielle entré var til højre fra trappeafsatsen. Man kom ind i
en ret smal og skummel gang, som lå midt i lejligheden og følge
lig ikke havde vinduer. Her hang overtøjet, de voksnes på høje
knager til venstre, mens børnene havde lave knager på væggen
ind mod gårdsiden.
Første dør til højre førte ind til »Johannes’s« værelse. Han var
min ældste bror, som døde i 1894, men længe efter hans død
kaldtes værelset således. Det var et kedeligt gårdværelse til nord
med to fag vinduer, og møblerne var der heller ingen stads ved.
Ved det højre vindue stod hans ret store skrivebord; han var
nær ved at fuldende sine juridiske studier, da han om sommeren
på en rejse til Norge skød sig på et hotel. Han blev knap 23 år.
Over skrivebordet hang en platte, som blev et stridens æble
for min far og Johannes, som havde købt den og beundrede den
som et af verdens syv vidundere. Det var et tidligt arbejde af Bindes-
bøll, en skrapgul, ret flad platte med tre store, ørelignende orna
menter i sort eller mørkebrunt. Min far derimod betegnede den
som »galimathias« - et af hans yndlingsudtryk - og rasede over,
at kunstnere således skulle have lov til at »gøre nar« af det brave
borgerskab, og han tilskrev Brandes skylden for en så forkvaklet
smag hos sin søn. Det var en stor sorg for min stokkonservative
J
5 1