161 / 219
E R I N D R I N G E R
topstykke og snoede søjler i hjørnerne. Alle de glatpolerede fyldin
ger var indrammede af sorte, forkrøbbede lister. I sin helhed virker
skabet gedigent og smukt ved sine gode, arkitektoniske forhold. Det
stammer fra min morfars hjem på St. Thomas.
En kort periode i min barndom havde jeg særlig lejlighed til at
studere linnedskabet. Bertha og Immanuel (hendes forlovede) hav
de megen morskab af at lokke mig til at synge for dem. Der var
ikke så lidt musik i hjemmet, min mor spillede klaver, min far sang
duetter, med forskellige kvindelige bekendte, og vi kom meget til
koncerter og til operaer. Det er derfor forklarligt, at jeg kunne en
del musik, bl. andet lange stykker af Gounods »Faust«. Men jeg
var meget genert og ville kun synge, når jeg fik lov til at vende
ryggen til mit publikum. Min plads ved disse lejligheder var i
spisestuen med ansigtet mod skabet. Så stod jeg dér og studerede
årerne og knasterne, mens jeg sang:
»Forgæves jeg spurgte nattens stjerner,
ak, forgæves lød min røst,
og al min gransken skænker ej mit hjerte
den mindste dråbe trøst
«,
men når jeg så fortsatte med voldsom patos:
»Jeg er livstræt, mæt af d age
«
hændte det, at Immanuel til min store fortrydelse brast i latter og
dermed afbrød forestillingen. For naturligvis ville jeg ikke synge
m e re
den dag. Men et par dage efter hoppede jeg på den
igen fristet af denne verdens guld eller slikkerier, og de voksne
morede sig hver gang kongeligt, selv om de beherskpde sig for ikke
at støde min kunstnerære. Jeg sang og studerede skabet, samtidig
med at jeg lagde al min io-i i-årige livslede i mit foredrag.
1 5 9