165 / 219
E R I N D R I N G E R
trak i en strop, foldede sig ud og blev en hel kulisse, et landskab
med en lille dreng i lyserød silkedragt! En æske, hvis kant var
prydet med påklistrede små sneglehuse, et fotografi af Maries mor
i bondehue og stort blondeforklæde, en glaskugle, hvori det blev
snevejr, når man rystede den. Alle disse ting er nu borte med
blæsten, mens Schweizerhyrden stadig traver med sine køer til
glæde for mine forældres oldebørn i et hjem i Gentofte.
Ligesom Augusta led Holger meget af astma, og mange gange
måtte Marie op om natten og ryge astmapulver for ham. Det var
et grågrønt pulver, som lagdes på en underkop, og når det antænd
tes, udbredte en kvalmende, sødlig stank, som mentes at lette ånde
drættet for patienten, som måtte sidde bøjet over denne os og få
den lige op i næsen. Vi andre kunne ikke udstå lugten, men der
var dog det forsonende moment, at pulveret spruttede så morsomt,
når der gik ild i det.
Holger lå meget i sengen, og selv var jeg et usselt skravl, som
hvert øjeblik lå i lange perioder, så man kan roligt gå ud fra, at
der konstant var mindst eet sengeliggende barn i denne stue, som
samtidig var Maries opholdsværelse.
V i var meget forkælede, især Holger og jeg, og det kunne godt
falde Holger ind midt om natten at forlange et bestemt billede af
en hvid hest, som han havde set i et bind af »Illustreret Tidende«.
Og han fik det! Marie vandrede ind, fandt bogen og bladede den
igennem, til hun fandt det og kunne præsentere Holger for den
elskede hest. Hun havde en engels tålmodighed.
Der var altid en af os, der ville have vand eller skulle på potten,
så Marie havde ikke megen ubrudt nattesøvn, og vi fandt os ikke
i, at en anden tog hendes job i barneværelset. Det hændte dog
engang, at stuepigen skulle passe os en nat, for at Marie kunne få
en tiltrængt hvile, men det gik ikke. Jeg ser endnu for mig Agnete
stående op i sin seng tudbrølende og med natpotten knuget ind til
11*
1 6 3