168 / 219
Z E L I A N. A N D R U P
kom, løftede mig op og bar mig hen i sin seng, hvor jeg lykkelig
puttede mig ind til hende og faldt i søvn.
Engang lå jeg i sengen og legede med mine dukker. Jeg var
kongen af Persien og dukkerne mine hoffolk; men en af dem op
førte sig ganske utrolig uartigt, og selvfølgelig måtte den straffes.
Holgers legetøjssabel var indenfor rækkevidde, og jeg greb den,
lagde dukken over sengekanten og huggede hovedet af den. Marie,
som sad ved sit bord og syede som sædvanlig, hørte porcelæns
hovedet rulle hen ad gulvet, og samtidig så hun mig sidde med
sabelen i hånden og røde pletter på kinderne. Hun så på mig og
sagde: »Men Zelia, du har jo myrdet dit barn!« Jeg kastede mig
hulkende ned i puderne og var utrøstelig.
Også når jeg var oppe, legede jeg mest i barneværelset. Børns
leg genspejler ofte begivenheder, de har hørt om. Når jeg legede
med Holgers tinsoldater eller i mangel af bedres havelse med knap
perne fra Maries dåse, indsatte jeg sommetider en tændstikæske,
som kørte ind i geleddet og lavede stor ravage. Min far havde haft
en sag for militæret mod sporvejene, som hævdede, at soldaterne
skulle vige ud af sporet, når vognene kom. Da det nægtedes, truede
de med at køre soldaterne ned. Min far riposterede, at så ville han
tilråde soldaterne at skyde på vognstyreren. Denne skærmydsel gen
tog sig ofte i min lilleputverden.
En anden yndet leg var at bruge min mors kasserede tournure
til hestevogn. Jeg sad på den lille grå shirtingspude, og Holger og
Agnete var hestene, som var spændt for i de lange bændler. Så for
vi op og ned ad gulvet og sommetider over dørtrinet, som gav et
spændende bump, helt ind i spisestuen og rundt om det lange bord.
Her havde jeg en stor fordel, fordi jeg var så lille og let, at køre
tøjet nok kunne holde med mig som kusk; de to andre var altid
degraderede til heste.
Ved vinduet i barneværelset har jeg tilbragt mange timer. Først
1 66