172 / 219
Z E L I A N. A N D R U P
adkomsten til »Das«. Det var konstant belejret, særligt efter mid
dagsmåltidet, og de ventende stod sommetider i kø helt op i spise
stuen, et forhold der var til sand rædsel for min norske svoger,
Immanuel, der fra sit hjemland var vant til anderledes gæstfrie
»Dasser« med tre-fire huller på rad. Han foretrak derfor at gå ned
på Kongens Nytorv til det derværende »Lille hus«, når køen der
hjemme blev for lang, og det kunne den tit blive, for vi var jo
10-12 mennesker om dette primitive abtrit, selv om tjenestepiger
og kontorister var adgangsformente.
Sidste dør var pigeværelset, hvor stuepige og kokkepige logerede
sammen i et smalt og skummelt et-fagsværelse til gården. De to
senge stod i forlængelse af hinanden på væggen ind mod spise
kammeret, og på den modsatte væg stod de respektive kommoder
eller skabe. En pige havde enten en kommode eller et skab, sjæl
dent eller aldrig begge dele. Hvordan to mennesker nogensinde har
kunnet enes i dette dødsens triste lokale, vil i al evighed forblive
en uløst gåde for mig, hvis da ikke løsningen ligger i, at de næsten
aldrig havde fri og var så hundetrætte om aftenen, at de ikke havde
tanke for andet end omgående at komme i seng. Bedst gik det, når
vi havde to søstre sammen, som i perioden med Johanne og Marie
Larsen; men ofte levede disse piger som hund og kat, og dønnin
gerne fra bråvallaslagene i pigeværelset nåede undertiden op til
»herskabet«, og min mor måtte ordne paragrafferne med torden
taler eller i værste fald med opsigelse af det mest stridbare —eller
mindst brugbare —element.
Gangen mundede ud i køkkenet. Det var både stort og lyst
med sit halvanden fags vindue til syd-øst. Det lå på skrå i hjør
net, hvor bygningen var sammenbygget med baghuset. For min
barnefantasi var det stort som en balsal og lyst og festligt både
ved dagslys, og når det oplystes af de fiskehaleformede gasblus.
Altid skete der noget spændende, men det afhang naturligvis meget
1 7 0