170 / 219
Z E L I A N. A N D R U P
ofte over læggene med pisken, og jeg skelede forskræmt til skabet,
når jeg en enkelt gang kom ind i det værelse. Min mor slog os
aldrig, og jeg husker kun een gang at have fået klø af min far, og
det indskrænkede sig til et enkelt klask i halen. Samtidig fik Agnete
to og Holger tre klask; der var system i den afstraffelse. V i havde
på en tur i Kongens Have med Marie oversprøjtet både hende og
hverandre med pløre ved at slå med kæppe i pytterne, og vi kom
hjem i en ubeskrivelig forfatning. Marie klagede for en gangs skyld
til min far, og vi måtte stille til klø inde på hans kontor. Jeg husker
det, som var det i går. V i stod på rad med opknappede bukser og
påhørte en formaningstale (som jeg har glemt), hvorefter vi efter
tur og alder blev lagt over min fars knæ og fik de omtalte og af
talte klask. Bagefter vandrede vi ind i barnekammeret til middagen,
hvor vi blandede vore salte tårer i hyldebærsuppen.
Da det blev klart, at Julie havde tuberkulose, flyttede Marie,
Agnete og jeg ned i dette sidste gårdværelse, og her boede jeg de
sidste seks år af mit ophold i barndomshjemmet. Selv om stuen
var mindre og kun havde lidt morgensol, syntes jeg, at det var en
stor forbedring, og det samme tror jeg, at de to andre mente.
Marie kom storartet ud af det med Agnete og mig, og vi tre havde
det langt hyggeligere alene end sammen med Julie og Astrid, som
vi ikke havde ret meget tilfælles med. I de sidste år havde Marie
værelset for sig selv det meste af dagen, idet vi to andre havde vort
arbejde at passe ude af huset. Agnete studerede jura, og jeg gik
på musikkonservatoriet, og begge var vi meget ude om aftenen dels
til operaer og koncerter dels til sammenkomster i studenterforenin
gen eller på regensen. Marie plejede at drille os med, at vi »lugte
de af herrer«, når vi kom hjem fra disse studenteraftener, hvor
luften var tyk af tobaksrøg.
Ved flytningen til dette værelse fik jeg for første gang et bord
ved min seng, et lille synligt domæne at herske over. Ellers havde
1 68
r