166 / 219
Z E L I A N. A N D R U P
sig, mens hun skriger: »Marie skal! Marie skal!« Johanne måtte
give op og hente Marie, for at hun kunne sætte Agnete på potten.
Samme Johanne Larsen var en udmærket pige, som var hos os
i mange år, indtil hun blev gift. Den udkårne var en af provisorie-
tidens flotte, lyseblå gendarmer, som hun havde gjort bekendtskab
med under et sommerophold i Vedbæk. Søsteren, Marie Larsen,
husker jeg også en årrække. En af dem var sammen med vores
egen Marie - med familien i Norge i 1887 eller 1888, da vi til
bragte ferien på et hotel på Hangø. V i var altså en karavane på
14 personer ombord på den lille damper »Færder«, der førte os
dertil. Men Johanne lavede dog engang et ret uheldigt nummer.
Hun holdt af at skræmme os, og »Sorte Mette på den skæve trap
pe« var en gyselig trusel at komme ud for. »Hvis du ikke er artig,
kommer sorte Mette og tager dig ned på den skæve trappe«, hed
det. Hvad vi forbandt med det, aner jeg ikke, men vi var gruelig
bange. En aften, da vi alle var i seng, kom hun ind til os i værel
set, der naturligvis var mørkt, med et lagen lagt over sig og med
is i hænderne og gik hen og vækkede en af ungerne. Hun satte
i et vræl, der fik hele flokken til at fare op. Jeg husker ikke, om
Johanne sagde, at hun var »Sorte Mette«, men jeg troede det,
skønt hun optrådte i hvidt ved denne lejlighed. Resultatet var
formidabelt. Alle fem børn var straks i eet skrål, og de hidsede
hinanden op til en helt hysterisk tilstand. Det hjalp ikke, at gespen
stet afslørede sig som den rare Johanne, og tilsidst måtte hun til
kalde min mor. Det varede længe, inden bølgerne havde lagt sig
så meget, at vi igen kunne være alene, Marie var naturligvis ikke
hjemme, ellers kunne det aldrig være sket.
Jeg tror, jeg tilbragte de fire femtedele af min barndom i dette
værelse. Her sov jeg, her lå jeg i sengen under mine lange og hyp
pige tilfælde af mavesygdom, mellemørebetændelse og angina, her
legede jeg, her spiste jeg sammen med Marie, Holger og Agnete,
164