171 / 219
E R I N D R I N G E R
mit privatliv indskrænket sig til skufferne med mit tøj og mine
skolesager samt J/j reol til skolebøger inde på kontoret. På bordet
anbragte jeg en lille blomstervase af glas, som jeg gerne købte lidt
blomster til, eller jeg plukkede bellis eller violer, når jeg var på
skovtur, mest bellis, for de holdt så dejligt længe.
Der var endnu to døre i køkkengangen. Den næste gik ind til
et smalt badeværelse, hvis forreste del var afskildret til W.C. eller
rettere sagt »kloset«. Dette var en stor brunmalet kasse med dob
belt låg, af samme type som det Soya beskriver i »Min farmors
hus«, i kassen var en spand til den mere substantielle del og en
vældig potte, der gennem en låge i forsiden sattes ind under en
bred tragt til urinen.
Hvis der har været nogen form for ventilation, har jeg i det
mindste ikke opdaget den. Der brugtes ikke tørvestrøelse, så der
må have lugtet ganske gyseligt, men når jeg skal være ærlig, husker
jeg ikke noget om dette faktum. Man var vel så vant til det, at
man ikke fæstede sig ved det.
Naturligvis blev der på et eller andet tidspunkt i løbet af disse
mange år indlagt elektrisk lys og W.C. i lejligheden. Jeg husker
ikke, hvad år vi fik W.C., men det var, efter at vi havde fået
elektrisk lys, og endnu i 1901 brugte vi petroleumslamper; det ses
af et amatørfotografi af dagligstuen fra det år.
I badeværelset var der en kakkelovn med blankpoleret kobber
tromle og et almindeligt emailleret badekar. Der fyredes kun op
til bad om lørdagen, og så badede de af familiens medlemmer, som
ikke var sengeliggende eller forkølede; men det var en meget stor
procentdel altid. Min mor tog ethvert bitte host eller nys meget
alvorligt, og forbud mod at gå ud og gå i bad var uvægerlig følgen.
Derfor gik det med adgang til bad for de raske, skønt kakkelovnens
kapacitet ikke var overvældende. Det hjalp jo også, at vi havde
ordre til at gå to og to i det samme vand. Langt værre var det med
1 69