145 / 219
E R I N D R I N G E R
I firserne var det et fornemt hus. Ejeren var en velhavende
vinhandler, som satte sin ære i at holde huset i tip-top stand.
Der blev årligt vasket facade, trappegangen holdtes smukt malet,
linoleummet fornyedes, når det tiltrængtes, og lejernes ønsker om
reparationer opfyldtes altid hurtigt og uden indvendinger.
Til dette hus flyttede min far i 1886. Han havde lejet første
salen, som skulle huse forretningen, firmaet højesteretssagførerne
Hindenburg og Asmussen, og tillige tjene som privatbolig for ham
selv og hans talrige familie.
Lejligheden bestod af elleve værelser foruden bad med kloset,
pigeværelse og køkken. Fra gaden tæller man tretten fag mod syd
og fra gården lige så mange vinduer. Trods den lidt tvivlsomme
beliggenhed - Dr. Tværgade var kun »fin« i den ende, der går
ud til Bredgade - var det sandelig en fornem ejendom med »her
skabelige« lejligheder.
Jeg var knap 2 år, da vi flyttede derhen, og vi boede der endnu
da jeg blev gift i 19 1 o. Dette hus blev således rammen om min
barndom og ungdom. Bortset fra sommeropholdene i forskellige
villaer ud langs Øresundskysten har jeg ikke boet andre steder med
min familie.
I løbet af 24 år skifter meget i et hjem. Værelserne får forskel
lig anvendelse, møbler kommer og forsvinder eller flyttes fra den
ene stue til den anden. Også menneskene skifter i årenes løb både
på kontoret og i hjemmet; men enkelte ting bliver stående, en
kelte mennesker forbliver.
Lad mig da nu prøve at beskrive mit hjem, således som jeg
husker det gennem en årrække i min barndom, og samtidig for
tælle lidt om de mennesker, som udover familien dagligt færdedes
i det.
Man kommer ind ad en bred port, så bred at vogne kan køre
ind og afsætte folk ved opgangen til venstre og derefter vende i
1 4 3