84 / 219
G U S T A V A L B E C K
af Absalons berømte svar på den unge kong Knuds vegne til
kejserens sendebud.210
Det er de store historiske skikkelsers lod at være objekter for
mytedannelser. Få eller ingen af den danske histories mænd har
som Absalon bekræftet denne regel. En afstand på 800 år har
ikke kastet glemsel over hans navn, men heller ikke løst hans gåde.
Formentlig vil man aldrig nå til en retfærdig dom over hans
gerning og hans person. I så henseende deler han skæbne med
ethvert menneske. Når ordet gåde kan nævnes i forbindelse med
hans liv og gerning, hænger det sammen med hans format og
den brydningstid i vor historie, i hvilken han gjorde sin indsats,
og naturligvis også med det væld af ukontrollable oplysninger,
som hans klerk Saxo har videregivet til efterslægten. Han har haft
den skæbne, både at blive myte og nationalsymbol. Nye træk er
føjet til hans myte i tidens løb under påvirkning af skiftende tiders
vekslende bedømmelser. Træk er dukket op, forsvundet og dukket
op igen. Lyset, hvori man har søgt at profilere hans skikkelse, er
faldet fra forskellige vinkler, men altid på en personlighed af
anseelige dimensioner.
Som så mange store mænd har Absalon fået tillagt fortjenester,
som ikke tilkom ham. Da
Hjalmar Gullberg
under indtrykket af
den tyske besættelse skrev sin »Hålsning till Danmark«,211 talte
han om »kyrkan som Absalon byggde i Lund«, skønt det var
Adser, som rejste Set. Laurentius Kirke, og Eskil, som fuldførte
den. Alligevel står Absalons navn med rette i Gullbergs digt som
led i en symbolkæde, der skal illustrere den danske ånds styrke i
»nåtter av oro och sjålanod«. Han mindes den dag i dag ikke
blot for sin gerning for København, men, for at citere Brandes,
som en »af den Art Mænd, som et Land behøver for at blive til et
Rige«.
82