79 / 219
A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
ledes redegøres der —som tilfældet har været hos de fleste af Kochs
forgængere - for indholdet af Absalons testamente.
Som Absalon fremtræder i dette vort nyeste folkelige historieværk,
er han mindre krigeren og statsmanden end den kloge, retsindige
gejstlige, der for en tid bragte harmoni i forholdet mellem kirke
og konge, skabte orden og ensartethed i gudstjenesten og i kirkens
forhold som helhed, hævdede kirkens ret over for den genstridige
kong Sverre, fremmede klosterbevægelsen, især cistercienserne -
og stred en næsten håbløs strid for cølibatets indførelse. Ikke en
mand, der skabte epoke i rigets eller kirkens historie, men en over
gangsskikkelse af usædvanligt format. Ej heller et overmenneske,
men et menneske med dyder og fejl, en kraftfuld, handledygtig og
vidtskuende personlighed, hvis gerning i hovedsagen er bundet til
hans tid, men som i een henseende gjorde en indsats, der fik den
største betydning for rigets fremtid: anlægget af borgen ved Havn
- beskyttelsen og styrkelsen af den boplads, der engang skulle blive
rigets hovedstad.
K O N K L U S I O N
I store træk har vi fulgt eftertidens dom over den store statsmand,
kriger og bisp. Det er nævnt i indledningen til denne afhandling,
at Absalon havde sørget godt for sit eftermæle, for så vidt som
det næppe kan bestrides, at mangt og meget i Saxos skildringer
har sit udspring i, hvad Absalon har berettet. Saxos værk har da
også dannet kærnen i de skildringer, der i de vekslende tider er
fremkommet af Valdemar den Stores rådgiver og ven. I middel
alderens sidste århundrede føres traditionen fra Saxo direkte videre
i værker som Knytlingasaga, Compendium Saxonis og den Sjæl
landske Krønike - indirekte i Rimkrønikens magre Absalon-partier.
Humanismen genvækker Absalon-interessen, ikke så meget med
77