76 / 219
G U S T A V A L B E C K
sidighed, hvori Absalon aldrig gjorde sig skyldig«. Ligeledes næv
ner Steenstrup ærkebiskop Kristian von Buch af Mainz, hos hvem
»verdslig Forfængelighed og Soldateraand aldeles (havde) faaet
Overhaand«. Absalon stod ikke tilbage i statsmandsdygtighed og
begavelse for disse mænd, hævder Steenstrup, »men hans Delta
gelse i Kamplivet har den renere Karakter af en Kamp for Land
og Folk og for Troens Udbredelse, man mærker her intet til selvi
ske Hensyn. Dertil kommer saa, at Absalon var den alvorlige K ir
kens Mand«. Om Lauritz Weibull har anvendt sin betegnelse om
Absalon »Nordens Reinhold von Dassel« i bevidst polemik mod
Steenstrup, skal være usagt. Givet er det, at der lå en udfordring
deri, et angreb på det nationale, myteprægede Absalon-billede.
Lidfordringen blev taget op af
Hal Koch.
Ikke af nationale eller
romantiske bevæggrunde, men på strengt videnskabelig grund.
I en ypperlig afhandling: Ȯrkebispevalget i Lund
1 177
«
191 på
viste Koch - i ridderlig polemik med brødrene Weibulls synspunk
ter - , at Saxos skildring af ærkebispevalget »har en meget høj
Grad af saavel indre som ydre Sandsynlighed for sig«, og at den
derfor, »indtil det modsatte godtgøres«, må »betragtes som væsent
lig set historisk paalidelig«.192 Billedet af Absalon som den bereg
nende politiker, der på forhånd sigtede mod at blive bisp i to stif
ter, må derfor vrages ligesom Hal Koch ikke kunne godtage
Lauritz Weibulls ensidige opfattelse af Absalon som en kongens
og statens mand. Han er ikke Eskils modsætning, men »i høj Grad
. . . præget af den ny kirkelige Retning« (Gregorianismen), dels
ved sin Pariser-uddannelse, dels ved sit venskab med abbed V il
helm, sin omsorg for cistercienserklostrene.
Koch vil ikke betvivle, at Absalon har fulgt Valdemar - i hvert
fald et stykke - under skismaet, men »dette behøver ingenlunde
at betyde, at han er en afgjort Modstander af Gregorianismen«.193
Snarere vil Koch tro, at det var Absalon, »der ledede Valdemars
74