77 / 219
A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
Tilbagetog«. Noget andet er, at Absalons historieskriver, Saxo,
i sit værk røber et dobbelttydigt standpunkt til de kirkepolitiske
problemer. Personlig var han mod Gregorianismen, derfor søger
han ofte at sværte Eskil. Men »Kirkens principielle Magt tør han
ikke rokke ved, og derfor gaar det ogsaa for ham ud paa at vise,
at Valdemar og hans øvrige Helte aldrig nogensinde har bestridt
den«.194
Sine synspunkter fra afhandlingen fra 1934 har Hal Koch ud
bygget i sin senere forskning. I en folkelig fremstilling195 samlede
han trækkene til et nyt, et nutidigt billede af Absalon, præget af
hans overbevisning om, at det ikke var ærkebispevalget i 11 77 ,
men helgen- og kroningshøjtideligheden i Ringsted 1 1 70, der be
tegner det store højdepunkt i det 12. århundredes danske kirke
politik, og at den forsoning mellem konge- og kirkemagt, som høj
tideligheden i Ringsted beseglede, var et resultat af Absalons mæg-
lende politik. »At mægle synes at have været noget karakteristisk
ved Absalons virke; han berømmes for at have bilagt sjællandske
retstrætter og for at have stiftet venskab mellem kong Valdemar
og Svend Grathes landflygtige tilhængere. Og først og fremmest
var det altså ham, der mæglede mellem konge og kirke«.196
Det spørgsmål, som kritikken af Saxos historiske pålidelighed
har rejst, nemlig »om traditionens Absalon var den rigtige Absa
lon«, kan ifølge Koch »hverken besvares med et klart ja eller et
afgjort nej«.197 Hal Koch fortsætter: »Det står ganske vist fast,
at vi ikke mere ser den store ærkebiskop og stridsmand i det ro
mantiske skær af tapperhed, krigerisk dygtighed, politisk vidsyn,
moralsk uangribelighed, fædrelandskærlighed og kirkelig fromhed,
som Saxo har forlenet ham med. Vi ved, at han ikke spillede den
dominerende rolle i virkeligheden, som han spiller i Saxos frem
stilling«.198
Koch er tilbøjelig til at sætte Eskil som den danske middel
75